Allerede den tidligere regering lod sig inspirere af det danske arbejdsmarked, men havde ikke større held med at bryde arbejdsmarkedet op. Både arbejdsgiverne og også EU har angrebet det franske arbejdsmarked for at være for stift, og den ny aftale gør det lettere at hyre og fyre ansatte, men har stadig en vis grad af sikkerhed. Den socialistiske arbejdsminister, Michel Sapin, kalder da også aftalen for god og finder, at den i krisetider er vigtig, fordi den gør det lettere for virksomhederne at tilpasse sig de vanskelige forhold. Regeringen var klar med indgreb, hvis parterne ikke selv fandt frem til en løsning.
Først og fremmest bliver det med aftalen lettere for virksomheder at fyre ansatte. Hidtil har der været et system, hvor ansatte kunne få prøvet berettigelsen af fyringerne i flere omgange. Reelt har det været en sikkerhed for de ansatte, da instanserne og lokale arbejdsretter i en række tilfælde har underkendt fyringerne. Ansatte kan dog stadig få prøvet sociale planer ved fyringer og dermed også berettigelsen, men der bliver indskrænkninger i klagemulighederne.
Det bliver også lettere for arbejdsgiverne at få ordninger, hvor ansatte går ned i tid eller endog løn i forsøg på at undgå fyringer. Aftalerne kan strække sig over to år, men skal have de faglige repræsentanters accept, hvor over halvdelen af de ansatte er medlemmer af faglige organisationer – og det er kun i meget store virksomheder.
Virksomhederne får også lettere ved at sætte ansatte til andet arbejde end det, de hidtil har haft eller arbejdsplads.
Fyrede beholder til gengæld en række af de tidligere rettigheder, når de finder et nyt job. De særlige vilkår bliver der forhandlinger om. Virksomheder kan i den sammenhæng også indgå kontrakter med de særlige sygekasser, forsikringsselskaber og lignende for at få sikret ansatte kollektivt. De ansatte vil være med til at betale ordningerne og beholde rettigheder i et år efter en eventuel fyring. Alle ansatte har samtidig ret til efteruddannelse, så den enkelte har en konto, der tæller fra første dag på arbejdsmarkedet til dagen for pensionering.
For større virksomheder med over 10.000 ansatte i hele verden eller 5.000 i Frankrig er de ansatte sikret en eller to repræsentanter.
Statsanerkendte organisationer
Arbejdsminister Michel Sapin fremhæver, at de ansatte får bedre mulighed for at uddanne sig, bedre sundhedsdækning og også en bedre sikring ved fyringer og lægger dermed vægt på sikkerheden i det særlige system med flexicurity.
Den største arbejdsgiverforening, Medef’s Patrick Bernasconi, fremhæver, at der er begge elementer i aftalen – sikkerhed og fleksibilitet. For arbejdsgiverne er det afgørende, at det bliver lettere at tilpasse forholdene på arbejdspladserne under den krise, der også har ramt Frankrig, og hvor den franske konkurrenceevne sakker bagud.
For den største faglige organisation CFDT’s ny leder, Laurent Berger, er aftalen det første gennembrud, efter han blev generalsekretær i november. På forhånd havde Laurent Berger sagt, at det var helt afgørende, at der blev en aftale. Berger går for at være en stille mand, der stiler efter resultater, og CFDT kalder da også aftalen for ambitiøs.
De kristelige CFTC’s Joseph Thouvenel kalder den ”ikke noget enestående, men acceptabel”.
I den tidligere kommunistiske CGT og det tidligere mere anarkistisk orienterede FO er der imidlertid modstand mod aftalen. Den når end ikke op på det, man kunne have forventet af et regeringsindgreb, hedder det i FO.
Aftalen blev dog en realitet, selv om de to organisationer ikke skriv under. I Frankrig er der fem statsanerkendte faglige organisationer og tre på arbejdsgiversiden. En aftale er hjemme, hvis et flertal er for den under særlige regler for repræsentativitet.
Kilde: fagligt.eu