EU-Kommissionen ventes i dag at vedtage et forslag, der skal sikre større ligestilling i virksomhedernes bestyrelser. Forslaget opbløder det forslag, EU-kommissær Viviane Reding ikke fik kollegerne med på i september. Det ny forslag fra Reding taler ikke om kvoter, der sikrer, at hvert køn har mindst 40 procent af pladserne i større virksomheders bestyrelser, men i stedet om ligestilling på længere sigt.
Virksomhederne forpligtes nu i stedet til at favorisere kandidater fra det underrepræsenterede køn til pladser i bestyrelser fra 2016 og frem til, at begge køn har mindst 40 procent af pladserne.
Kommissionen skønner, at kvinder i dag har mindre end 15 procent af posterne i bestyrelserne i virksomheder med over 250 ansatte.
Medlemslande får ifølge kilder mulighed for at vedtage sanktioner over for virksomheder, der ikke følger de nye spilleregler.
Europa-Parlamentet har tidligere talt for kønskvoter i virksomheders bestyrelser, mens Redings forslag ud over at møde modstand i EU-Kommissionen også har mødt modstand blandt ministrene. Det ny forslag ventes at være mere spiseligt både for medlemmer af EU-Kommissionen og medlemslandene.
Kilde: fagligt.eu