Hvor meget kan en børnefamilie nå på fire minutter? Binde snørebånd og putte madpakken i tasken?
Projekt Børnepasning har undersøgt daginstitutionernes åbningstider og lukkedage i 2012, og for første gang i ti år viser undersøgelsen, at institutionerne holder længere åbent og har færre lukkedage.
I praksis betyder forbedringen, at forældre har mulighed for at få passet deres børn fire minutter længere hver dag.
Men fire minutters ekstra pasning løser langt fra børnefamiliernes problemer, mener FTF’s formand Bente Sorgenfrey.
"I forhold til tidligere er det helt klart et skridt i den rigtige retning, at daginstitutionerne holder længere åbent, men forbedringen er marginal, og der er stadig langt igen for de mennesker, der kæmper for at få familieliv og arbejdsliv til at hænge fornuftigt sammen", siger hun.
Fleksibel pasning halter bagud
Bente Sorgenfrey peger på, at udviklingen på arbejdsmarkedet i stigende omfang stiller krav om fleksibilitet og mobilitet – men samtidig har tilbuddene til forældre med skiftende eller skæve arbejdstider har ikke ændret sig de seneste par år. Fx er der ikke kommet flere institutioner, der har åbent efter kl. 17.
Undersøgelsen viser også, at dagtilbud til børn generelt har færre lukkedage i år sammenlignet med sidste år.
"Det er godt at antallet af lukkedage endelig er på vej ned. Det er et problem, som vi i mange år har peget på, men også her er der behov for at understrege, at der fortsat er tale om alt for mange dage, hvor forældre må finde alternative løsninger." siger Bente Sorgenfrey.