Regeringen, Venstre og Konservative er blevet enige om en ny offentlighedslov, der skal afløse den nugældende offentlighedslov for 1985. Det kommende lovforslag vil være baseret på lovudkastet i Offentlighedskommissionens betænkning fra 2009.
Den nye offentlighedslov vil på en lang række punkter udbygge den gældende lovs grundlæggende princip om åbenhed og demokratisk kontrol med den offentlige forvaltning og vil bl.a. blive udformet i lyset af den øgede brug af informationsteknologi og nye og ændrede samarbejdsstrukturer i centraladministrationen.
Det drejer sig bl.a. om, at samarbejdsstrukturen i centraladministrationen har ændret sig væsentligt siden 1985, hvor den gældende offentlighedslov blev vedtaget. Der har været en debat om den såkaldte ministerbetjeningsregel i det tidligere fremsatte lovforslag. Som en konsekvens af aftalen vil begrebet ministerbetjening ikke blive anvendt i det kommende lovforslag.
Formålet er, at betingelserne for at undtage dokumenter præciseres, men samtidig er reglen efter forligspartiernes opfattelse nødvendig for at sikre, at fortrolighed i forhold til embedsmændenes betjening af ministre. Med præciseringen har det været hensigten at tydeliggøre, at bestemmelsen skal fortolkes og anvendes restriktivt.
FTF mener: FTF har tidligere afgivet høringssvar til forslaget om ny offentlighedslov på baggrund af offentlighedskommissionens betænkning nr. 1510, hvilket høringssvar kan læses her:
Som det fremgår af høringssvaret, har FTF fundet, at forslaget på en lang række punkter fremstår som en klar forbedring af den eksisterende retsstilling. På den anden side fandtes det stærkt kritisabelt, at adgangen til aktindsigt i dokumenter og oplysninger der udveksles mellem ministre og folketingsmedlemmer påtænktes indskrænket i forbindelse med lovgivningsprocessen.
FTF fandt derfor efter en samlet vurdering, ikke at kunne støtte forslaget til ny offentlighedslov. På denne baggrund er det derfor meget glædeligt at kunne konstatere, at Regeringen – og forligskredsen i øvrigt – nu ser ud til, i hvert fald delvist, at have lyttet til kritikken.
FTF afventer nu det endelige forslag til ny offentlighedslov med stor interesse.