Det er på høje tid, at der nu gøres noget for at hjælpe landets langtidsledige i arbejde. Og fredagens aftale forbedrer hjælpen her og nu, mener FTF.
Som hovedorganisation for 450.000 privat og offentligt ansatte – herunder bankfolk, sygeplejersker og socialrådgivere, der alle har oplevet stærkt stigende ledighed – har FTF efterlyst handling.
Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) sætter med aftalen blandt andet ekstra penge af til jobrotation.
Det er en klar forbedring, mener FTF’s formand Bente Sorgenfrey.
"Det er en god aftale, hvor vi løfter sammen. Der er brug for en håndholdt indsats nu. Ikke mindst de 90 millioner kroner til jobrotation på FTF-området kan give de langtidsledige medlemmer bedre jobmuligheder", siger hun.
Et tættere samarbejde om hjælp til ledige
Aftalen betyder, at a-kasser og jobcentre skal intensivere samarbejdet om at hjælpe den enkelte arbejdsløse med at finde et job. De skal blandt andet finde flere private virksomheder til løntilskudsjob.
Fagbevægelsen og arbejdsgiverne skal også hjælpe med at skabe nye løntilskudsjob og jobrotationsstillinger.
"FTF er allerede godt i gang med målrettede projekter. Vi vil helt sikkert gøre vores. Nu håber jeg, at arbejdsgiverne også kommer i arbejdstøjet og finder nye stillinger og gør mere systematisk brug af jobrotation", siger Bente Sorgenfrey.
FTF sætter dog stadig spørgsmålstegn ved, om fredagens aftale er nok.
"Vi står stadig midt i en dyb krise. Ledigheden steg igen torsdag, og økonomien er nærmest sat i bakgear. Dagpengereglerne er fra en tid, hvor man forventede en kort krise. Nu ved vi, at krisen blev lang og dyb. Derfor er der fortsat behov for at gøre det lettere at genoptjene ret til dagpenge. Og behov for at se på kravene til supplerende dagpenge," siger FTF-formanden.
Danmark har nordens hårdeste krav til genoptjening af retten til dagpenge.