Da den borgerlige regering kom til magten i 2001, ændrede Anders Fogh Rasmussen det daværende arbejdsministerium til et beskæftigelsesministerium med Claus Hjort Frederiksen i spidsen. Målet var at bringe flere arbejdsløse i beskæftigelse. En politik med større fokus på de arbejdsløses rådighedsforpligtelse og jobsøgning og mindre fokus på arbejdsmarkedet og virksomhedernes behov for kvalificeret arbejdskraft.
SRSF-regeringen har fastholdt et beskæftigelsesministerium, og ministeren hedder stadig Frederiksen. Ifølge Mette Frederiksen er efternavnet dog det eneste, hun har til fælles med sin forgænger. Nu skal beskæftigelsespolitikken være en del af en vækstdagsorden.
I FTF og LO er vi meget tilfreds med ministerens signaler om en ny beskæftigelsespolitik med fokus på vækst og på arbejdsmarkedets behov. Der er behov for nye tiltag, som bidrager til at matche de arbejdsløse med de ledige job. Nye tiltag, der fokuserer på virksomhederne og de kompetencer, som de efterspørger. Nye tiltag, som skaber flere job og sænker den faktiske arbejdsløshed og strukturledighed. Der er ikke blot behov for en beskæftigelsespolitik – der er behov for en arbejdsmarkedspolitik med fokus på hele arbejdsmarkedet.
Og hvorfor mener vi så det?
Kommunernes jobcentres vilkår vanskeliggør koblingen til vækstpolitikken.
For det første har de vanskeligheder ved at løse større strukturopgaver og omstillingsopgaver, som vækstudfordringerne stiller. Lad os taget et eksempel. Frem mod 2020 er der planlagt anlægs- og byggeopgaver i Hovedstaden og i Sjællandsregionen i et omfang, der kræver 45.000 kvalificerede medarbejdere. Byggeriet af Femernforbindelsen trækker en del af læsset. Denne udfordring kan kun løses, hvis beskæftigelsessystemet er i stand til at uddanne, omskole og formidle arbejdsløse til disse store opgaver. Det kræver mere overblik og strategisk indsats, end de enkelte adskilte jobcentre er i stand til at levere.
For det andet er jobcentrenes kendskab til virksomhederne ofte usystematisk og begrænset til kommunernes egen geografi. Aktivering foregår primært på kommunernes egne arbejdspladser – for at sikre refusion  og for at opfylde løntilskudskvoterne. Det er dokumenteret af undersøgelser i både udlandet og i Danmark, at denne type af aktivering i det offentlige forlænger ledighedsperioderne – modsat formålet.
Kommunernes jobcentre har sjældent fokus på arbejdsmarkedets behov i bred betydning. Hvad stiller man op med arbejdsløse HKere, folkeskolelærere, bygningsarbejdere og økonomer, når man ikke ved, hvor jobåbningerne findes? Her er det ikke nok at henvise de arbejdsløse til at søge job på Jobnet og andre portaler i mangel af viden om udviklingen på arbejdsmarkedet.
Man skal kende delarbejdsmarkederne og deres rekrutteringspraksis for at afkorte ledigheden for de enkelte arbejdsløse. Det gør jobcentrene sjældent.
Jobcentrene har på grund af deres indretning fokus på drift, dvs. samtaler og offentlig aktivering og ikke arbejdsmarkedet i bred betydning. Vi kritiserer ikke jobcentrenes medarbejdere eller deres ledere. De gør bestemt, hvad de kan under de foreliggende betingelser. Vi kritiserer det grundforhold, at det i høj grad er en fejlkonstruktion at placere hele beskæftigelsesindsatsen i et kommunalt system med 91 selvstændige jobcentre.
For det tredje møder de arbejdsløse et system, der ikke styrker deres kompetencer. Det betyder, at de arbejdsløse hver eneste ledighedsdag mister kompetencer, som skal føre dem tilbage i arbejde.
Derfor skal arbejdsmarkedssystemet kompetenceudvike – herunder omskole den arbejdsløse til andre muligheder på arbejdsmarkedet. Der skal konsekvent være fokus på opkvalificering. Uddannelse skal være et omdrejningspunkt i indsatsen med udgangspunkt i den enkelte forudsætninger og ønsker og skal målrettes områder med gode beskæftigelsesmuligheder. Strukturledighed skal på den måde forebygges og afhjælpes.
For at vedligeholde og udbygge kompetencerne skal den arbejdsløse have virksomhedsnære tilbud i form af fx jobrotation, afprøvning i virksomheder uden fortrængning af ordinære stillinger, og opkvalificeringsjob, der kan skabe den nødvendige ledighedsmobilitet i tider, hvor job ikke hænger på træerne.
Og hvad er det så, vi ønsker i stedet for den nuværende beskæftigelsespolitik?
Der er behov for en ny arbejdsmarkedspolitisk dagsorden.
Danmark er et lille land, hvor vi godt kan overvåge og overskue arbejdsmarkedet som ét samlet hele. Derfor er der brug for en sammenhængende national styring med statslige finansiering af arbejdsmarkedsindsatsen og med tydeliggørelse af ansvaret hos minister og folketing. Målet skal være at styrke kvaliteten i beskæftigelsesindsatsen og understøtte vækst og jobskabelse.
Fagbevægelsen ønsker en national arbejdsmarkedspolitik, der altid har fokus på at sikre det mest optimale match mellem udbud og efterspørgsel. Uanset midlerne skal målet for beskæftigelsesindsatsen være at få arbejdsløse i job.
Arbejdsmarkedspolitikken skal efter vores mening bidrage til, at den smule vækst, der heldigvis stadig er, stimuleres. Når der er en jobåbning, skal den straks besættes med den bedst kvalificerede ansøger.
Vi har brug for et arbejdsmarkedssystem, der har kendskab til et arbejdsmarked, som går på tværs af geografi,  og som består af brancher, der er funktions- og kompetencedefineret.
Arbejdsmarkedssystemet skal have konkret kendskab til virksomhederne inden for delarbejdsmarkederne, deres rekrutteringspraksis, deres behov, jobåbninger og markedsforhold.
Der er stadig mobilitet på det danske arbejdsmarked. Omkring 540.000 job besættes om året – trods krise. Arbejdsmarkedsindsatsen skal bidrage til, at de arbejdsløse får reelle chancer i forbindelse med de mange jobåbninger. Det sker ikke i dag – til skade for de arbejdsløse og for virksomhedernes rekruttering af nye medarbejdere. Og hvad er der så brug for?
Der er behov for at løfte blikket og være mere ambitiøs end bare at fastholde status quo.
Vi foreslår, at indsatsen over for alle arbejdsmarkedsparate prioriteres i et antal statslige beskæftigelsesregioner, der matcher de regionale arbejdsmarkeder og arbejdskraftoplande. Beskæftigelsesregionerne skal have et konkret blik for innovation og kommende ændringer og behov på arbejdsmarkedet. De arbejdsløse skal naturligvis stadig komme i nogle jobcentre nær deres bopæl – men arbejdsmarkederne i Danmark er større end kommunerne, og det skal strukturen afspejle.
De nye statslige regioner skal inddrage arbejdsgivere, lønmodtagere og kommuner i prioriteringen af en arbejdsmarkedspolitisk indsats. Parternes viden skal udnyttes på lige fod med a-kassernes ressourcer og viden. A-kasserne skal have ansvaret for en aktiv kontakt med den arbejdsløse de første måneder frem til pligt til aktivering, herunder jobformidling, understøtning af jobsøgning, kompetenceafklaring mv.
I sidste ende er det naturligvis ikke afgørende, hvad vi kalder ”barnet”; beskæftigelsespolitik eller arbejdsmarkedspolitik. Det afgørende er at sikre et velfungerende arbejdsmarked, hvor virksomhederne har den arbejdskraft, som de behøver, samt arbejdskraften til de kompetencer, som efterspørges. Alle ressourcer og al viden bør sættes ind på dette formål. Kun ad den vej kan arbejdsmarkedspolitikken understøtte den vækst, regeringen har sat som sit mål at skabe.