Fra 2021 til juli 2025 er fødevarepriserne steget med hele 33 procent.
Det er mere end dobbelt så meget som det generelle forbrugerprisindeks, der i samme periode er steget 16,2 procent.
Denne forskel rejser ifølge brevet spørgsmål om, hvorvidt konkurrencen på fødevaremarkedet fungerer, og om avancerne i produktion, leverandørled og detailhandel er vokset urimeligt.
Ingen udsigt til prisfald
Forbrugerne mærker hver dag, at basale varer som smør og mælk er blevet dyrere, og der er ingen udsigt til prisfald. Det rammer især mennesker med små indkomster, hvor en stor del af budgettet går til nødvendige dagligvarer og faste udgifter.
Mange er derfor tvunget til at skære ned på deres forbrug – eller helt undvære basale fornødenheder.
I brevet opfordrer vi erhvervsministeren til straks at aktivere Forum for Forbrugerpriser under Erhvervsministeriet – denne gang med et styrket mandat.
Konkret foreslår vi, at forummet:
- overvåger prisudviklingen på nødvendige dagligvarer og energi, herunder ser på erfaringer fra andre EU-lande
- analyserer konkurrencesituationen og bruttoavancer i fødevarekæden fra produktion til detailhandel
- vurderer konsekvenserne for lavindkomsthusholdninger, pensionister og overførselsmodtagere
- udarbejder anbefalinger til politiske tiltag, der kan afbøde de negative effekter af prisstigninger
Vi står klar til dialog med ministeren om, hvordan forummet bedst kan indrettes og understøtte en mere gennemsigtig prisdannelse, så danskerne får mere tryghed i hverdagen.
