Cykling er relevant for flere centrale politiske dagsordener som folkesundhed, miljø og den grønne omstilling.
Der er et stort potentiale for at øge cyklingen og dermed bidrage til at løse nogle af samfundets centrale udfordringer.
Det var på dagsordenen, da blandt andre koncerndirektør for EU-Kommissionen, Frans Timmermans, og den danske transport- og ligestillingsminister Trine Bramsen mødtes for at drøfte disse spørgsmål på topmødet.
Flere danske virksomheder har allerede sat fokus på den grønne transport. En af dem er Aarstiderne, der leverer økologiske måltidskasser til private kunder samt frugt til virksomheder.
FLERE CASES: På FH’s klimasite kan du læse mere om lønmodtagernes kamp for klimaet
Firmafrugt på ladcykler
Aarstiderne havde allerede en grøn profil, men levering af dagligvarer var stadig baseret på fossile brændstoffer. Så for at være en endnu større del af den grønne omstilling, leverer Aarstiderne i samarbejde med cykeludbringningsfirmaet Chainge nu firmafrugt til deres københavnske kunder på ladcykler.
I de første 6 måneder har cyklerne leveret firmafrugt mere end 5000 gange, som ellers ville være blevet leveret i bil.
Tag cyklen på arbejde
Et andet firma, Gubra, har integreret cykler i dagligdagen på en anden måde. Her er cykling til arbejde en del af den grønne omstilling. Gubra leaser el-cykler og stiller dem til rådighed for medarbejderne. 11 ud af Gubras 155 ansatte tager el-cykler for at komme på arbejde.
Tilsammen cykler de 2.200 kilometer hver uge og udleder cirka 1.100 kilo CO2 mindre om måneden, end hvis de kører i en nyere bil på arbejde.
Medarbejderne er glade for ordningen, og mange sætter pris på muligheden for at lease cyklen frem for at købe den.
Skærp politisk fokus under Tour de France Grand Departe i København
Den store og historiske åbning af Tour de France i København, er en mulighed for at skærpe det politiske fokus på hverdagens cykelkultur som en grøn, sund og socialt inkluderende transportform på tværs af regioner og sektorer. Ikke kun i Danmark, men over hele verden.