Regeringen opgiver at få flertal for en velfærdslov. Formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation finder det mere end ærgerligt.

‘Der kommer flere ældre og flere børn i årene fremover, og det er selvfølgelig vigtigt, at velfærden følger med. Det er mere end ærgerligt, at der nu åbenbart ikke længere er flertal for en velfærdslov, selvom det jo var et klart løfte under den seneste valgkamp fra et bredt flertal i Folketinget – det håber jeg alle vil huske på, når vi igen skal evaluere på de politikere og partier, vi skal stemme på,’ siger Lizette Risgaard.

‘Det sagt, så er det trods alt godt, at regeringen fortsat lægger op til, at udgifterne skal følge med antallet af unge og ældre. Men vi havde gerne set en bred opbakning til en velfærdslov, som giver kommunerne, regionerne og staten sikkerhed og bedre muligheder for langsigtet planlægning’, siger Lizette Risgaard.

‘Jeg vil fortsat holde denne og kommende regeringer op på, at velfærden ikke bliver forringet, men hele tiden følger med, når der kommer flere ældre og flere børn,’ siger Lizette Risgaard.