Forslaget er fagbevægelsens indspark til regeringen, som inden sommer præsenterer et forslag til 37 timers indsats for indvandrere.
FH opfordrer med sit udspil regeringen til at fokusere langt mere på opkvalificering og sprogkundskaber end hidtil.
”Gør din pligt og kræv din ret. Det gælder også udlændinge, der kommer til landet. Det er en pligt at bidrage til fællesskabet via arbejde.
Og hvis det ikke lykkes, skal det være en pligt at lære sproget og få nogle faglige kompetencer, så man kan blive en del af det arbejdende fællesskab – til gavn for både den enkelte og fællesskabet”, siger Lizette Risgaard, formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation.
Derfor foreslår Fagbevægelsens Hovedorganisation nu konkret, at udlændinge skal deltage i et forløb på op til 37 timer om ugen med danskundervisning, faglig opkvalificering og virksomhedsrettede forløb.
”Vejen frem er en kombination af reel opkvalificering og virksomhedserfaring – men det må ikke være sådan, at man bruger indvandrere på offentlige ydelser til at udkonkurrere ordinært ansatte medarbejdere.
Opbakningen til 37-timers aktivitet forudsætter, at vi ikke falder tilbage til fortidens synder og erstatter eksisterende jobs med ”gratis” rengøring i form af uendelige forløb i virksomhedspraktik,” siger Lizette Risgaard.
Udpluk fra FH’s forslag:
- Der er ret og pligt til at deltage i tilbuddet.
- Aktiveringstilbuddene må ikke ske på bekostning af eksisterende eller fremtidige arbejdspladser.
- Danskuddannelse, opkvalificering og praktik i virksomheder skal i kombination løfte indvandrere i arbejde.
- Forløbene skal skræddersyes til den enkelte og tage udgangspunkt i indvandrernes eksisterende evner og jobmål.
- Der skal være klare mål for progression i alle dele af forløbet.
LÆS: Jobintegrationsforløb: FH’s indspil til forslaget om 37 timer
Download iPaper til print