“Den her måned har været den sværeste. Mad og husleje er de største udfordringer. Nu har min familie i det mindste noget at spise i denne uge,” siger 29-årige Margaret Wambui.
Hun er ligesom hundredvis af andre arbejdere mødt op i køen til den lokale fagbevægelses uddeling af fødevarer og værnemidler i byen Naivasha. Og hun er ligesom de andre arbejdere i køen stærkt påvirket af coronasituationen i Kenya. Ikke fordi hun er smittet med den frygtede virus, men fordi den har lukket samfundet og arbejdspladser ned.
Det betyder, at arbejdere som Margaret Wambui fra den ene dag til den anden har mistet deres indkomst og dermed også muligheden for selv at forsørge deres familier.
Corona rammer hårdt – især i udviklingslandene
I Danmark har vi et veludbygget socialt sikkerhedsnet, der griber, når krisen rammer. Men i de fleste udviklingslande, må man klare sig selv, når man bliver syg eller arbejdsløs.
”Derfor lancerer vi nu en indsamling, der skal hjælpe nogle af de mennesker, der er hårdest ramt af coronakrisen i Kenya.
Mennesker, der både mangler mad og værnemidler, og som lige nu ikke kan forsørge deres familier,” siger Bente Sorgenfrey formand for Ulandssekretariatet og næstformand i Fagbevægelsens Hovedorganisation, FH.
Indsamlingen skal sikre måltider til 200.000 fyrede arbejdere i slummen og værnemidler til 50.000 sundheds- og sikkerhedsarbejdere.
Takker for danske fagforeningers bidrag
Ulandssekretariatets partner i Kenya, hovedorganisationen COTU, der blandt andet repræsenterer metalarbejdere, sygeplejersker og VVS’ere er allerede gået i gang med at dele fødevarer og værnemidler ud takket være Ulandssekretariatets indsamling. Og bidragene fra blandt andet danske lønmodtagere vækker glæde, fortæller Francis Atwoli, formand for COTU:
”Det her er en global pandemi, og selvom vores kolleger i Danmark selv oplever udfordringer på grund af corona, har de stadig overskud til at tænke på kenyanske arbejdere. Det er meget rørende.”
Vil sikre stærk kenyansk fagbevægelse – også efter corona
Ulandssekretariatet har igennem flere år samarbejdet med COTU om at styrke organisationens forhandlingsteknik, så den i højere grad bliver inviteret med til forhandlingsbordet sammen med Kenyas regering og repræsentanter fra arbejdsgiversiden.
Det er blandt andet på det grundlag, at COTU her i coronatiden er i dialog med regeringen og arbejdsgiverne gennem trepartsforhandlinger, hvor fokus blandt andet er på at skabe ordentlige sociale sikkerhedsnet og rimelige forhold for hjemsendte medarbejdere, herunder betalt sygeorlov og løn under hjemsendelsen.
”Vi kan være stolte over, at den danske model tjener som inspiration langt væk fra vores egne breddegrader.
For de kenyanske lønmodtagere har i den grad brug for, at der er nogen, der taler deres sag – nu mere end nogensinde. Jeg ved, at mange danske lønmodtagere også har det svært for tiden. Men hvis man har økonomisk overskud til det, opfordrer jeg til at give et beløb til arbejderne i Kenya,” siger Bente Sorgenfrey.
Se Video – Bente Sorgenfrey om Coronakrisen i u-landene: