Det i december fremsatte lovforslag til en ny ferielov og lov vedrørende en overgangsordning er netop blevet vedtaget af alle folketingets partier bortset fra enhedslisten, der alene stemte for selve ferieloven. Loven udmønter den politiske aftale om en ny ferielov i Danmark fra oktober 2017. Nye på arbejdsmarkedet kan derved fremover holde betalt ferie allerede det første år af deres ansættelse og risikerer ikke som hidtil at skulle vente i op til 16 måneder på betalt ferie.
Den nye ferieordning med samtidighed træder fuldt i kraft den 1. september 2020.

Samtidighedsferie
For samtlige lønmodtagere medfører den nye ferieordning, at ferien som udgangspunkt optjenes og afvikles i samme periode med start den 1. september. Optjeningen sker i 12 måneders perioder fra 1. september til 31. august året efter, og afviklingen sker dels i samme 12 måneders perioder dels i de 4 følgende måneder, dvs. fra 1. september i ét år til 31. december i året efter. Optjeningen sker, som nu, med 2,08 feriedage om måneden svarende til 5 uger om året. Omlægningen til samtidighed og den længere afviklingsperiode giver ubetinget bedre vilkår for lønmodtageren og tænkes også at give en større fleksibilitet for lønmodtageren end hidtil, om end intentionen med den nye ferielov generelt har været at fastholde feriemønstret og hidtidige rammer for ferieplacering, -varsling, -udstrækning m.v.

For nuværende lønmodtagere er de primære ændringer i den nye ferieordning således, at optjenings- og afholdelsesperioden ændres.

Den ændrede optjenings- og afholdelsesperiode medfører, at man – i stedet for at få sin optjente ferie fra det forudgående kalenderår i en samlet klump den 1. maj – fremover får sin optjente ferie til rådighed månedsvis. Det betyder, at den ferie, man har optjent i fx februar måned, allerede kan afholdes fra marts måned samme år.

Varslingsreglerne er de samme som i dag – mindst tre måneder for hovedferien og mindst en måned for anden ferie, og man har fortsat krav på at holde tre ugers sammenhængende ferie i perioden fra 1. maj – 30. september (hovedferien).

Ferieaftaler – Individuelle og kollektive
Hvor ferielovens udgangspunkt hidtil har været ufravigelighed, medmindre andet udtrykkeligt var fastsat, er udgangspunktet nu, at hele loven kan fraviges ved kollektive aftaler. Til gengæld er muligheden for at fravige loven ved individuelle aftaler blevet begrænset til få situationer og kræver nu en konkret aktuel aftale. En fravigelse i ansættelseskontrakten til skade for lønmodtageren er derfor ikke længere mulig.

Feriebetalingen
Den nye ferielov giver fortsat mulighed for enten at give ferie med løn, udbetale feriegodtgørelse via Feriekonto eller udbetale feriegodtgørelse via feriekortordninger. Med loven kan arbejdsgiver som noget nyt udstrække en feriekortordning aftalt i én overenskomst, til alle ansatte på samme virksomhed, uanset organiseringsforhold. Arbejdsgiver undgår derved at skulle håndtere feriebetaling på forskellig vis. En udstrækning af feriekortordningen kræver, som også den oprindelige etablering, garantistillelse for et års betaling, typisk fra en arbejdsgiverorganisation.

De feriekort aftaler, som nogle FTF-grupper kan blive omfattet af, vil typisk foreligge på virksomheder på timelønsområdet – eksempelvis på produktionsvirksomheder, hvor der kan være medarbejdere omfattet af ferieaftalen i industriens overenskomst mellem DI og CO-industri.
Inklusionen i feriekortordningen vil alene vedrøre administrationen af feriemidlerne. I det omfang den enkeltes ret til ferie, herunder feriegodtgørelse i henhold til individuel aftale eller egen overenskomst, er bedre end de timelønsansatte, bibeholdes disse bedre økonomiske vilkår fortsat.

Overgangen til de nye regler
I det første år med samtidighedsferie vil hovedparten af lønmodtagerne have optjent ferie, som endnu ikke er afholdt efter den gamle lov, og de vil samtidigt optjene ferie efter de nye regler. Langt hovedparten af arbejdsstyrken i Danmark ville derved – uden en overgangsordning have optjent op til to års betalt ferie, svarende til ti ugers ferie til afvikling på ét år.

Et sådant dobbelt ferieår ville få store konsekvenser for samfundsøkonomien, arbejdsudbuddet og for arbejdsgivernes likviditet, uanset om ferien skulle afvikles eller helt eller delvist skulle konverteres til udbetaling. En overgangsordning fra gamle til nye regler var derfor uundgåelig.

Den af folketinget vedtagne overgangsordning indebærer, at værdien af den ferie, der optjenes i de sidste 12 måneder af den gamle lovperiode, indefryses til senere udbetaling. Dette tilgodeser, at lønmodtagerne kan bevare hele den optjente ferie og kan opretholde det nuværende feriemønster. Samtidigt opnås ved overgangsordningen, der giver arbejdsgiver mulighed for enten at indbetale de indefrosne midler til en ny statslig fond eller hensætte dem i eget regnskab, at arbejdsgiver (herunder de offentlige arbejdsgivere) ikke udsættes for et pludseligt likviditetstab ved at skulle erlægge værdien af 2 års ferie indenfor 12 måneder. Et sådant tab ville skulle lægges til den direkte negative virkning som fremrykningen fra udskudt ferie (op til 16 måneder) til samtidighedsferie bevirker for virksomhederne.

Overgangsordning gælder for ferie, der er optjent i perioden fra 1. september 2019 til 31. august 2020 og indebærer, at arbejdsgiver inden udgangen af 2020 skal opgøre værdien af de feriemidler, der bliver ”klemt” ved overgangen fra udskudt ferie til samtidighedsferie for de berørte lønmodtagere.
Værdien af den ”klemte” ferie skal som udgangspunkt indbetales til en nyoprettet statslig fond “Lønmodtagernes Fond for Tilgodehavende Feriemidler” men vil først blive udbetalt til lønmodtagerne, når de forlader arbejdsmarkedet ved pensionering, førtidspensionering eller ved udvandring. At lønmodtageren i mellemtiden skifter job har ingen betydning for udbetalingstidspunktet.

Arbejdsgiverne kan efter opgørelsen vælge at beholde midlerne i virksomheden og alene indbetale til fonden ved de respektive medarbejderes pensionering m.v.

Lønmodtagerens penge er sikret
Mellemværendet mellem fonden og de pågældende arbejdsgivere vil ikke have betydning for lønmodtageren, der alene skal holde sig til fonden for deres krav, uanset om det er indbetalt straks i 2020 eller først på et senere tidspunkt. Måtte fondens krav mod arbejdsgiveren blive uerholdeligt, har det heller ikke betydning for med lønmodtageren. Det vil alene være et mellemværende mellem arbejdsgiveren og fonden.

Beholder arbejdsgiveren feriemidlerne hos sig opskrives fondens tilgodehavende svarende til lønudviklingen i samfundet.

I lovens forarbejder vurderes det, at fonden kan forrente de indbetalte midler med en rente på 4,5 pct., og at lønudviklingen og dermed opskrivningen af udestående midler vil udgøre 3 pct. Det afkast, som fonden opnår på sine investeringer, vil efter betaling af omkostninger blive fordelt på alle lønmodtagere, der således dels opnår kompensation for lønudviklingen af de indefrosne midler, dels en andel af kapitalgevinsterne – uafhængigt af hvor midlerne faktisk befinder sig.

For den ferie, der tilkommer unge på arbejdsmarkedet, kan der gå op mod 60 år, før de indefrosne midler kommer til udbetaling. Administrationen af fondens tilgodehavender hos virksomhederne bliver derfor angivelig ganske stor. Til bedst mulig sikring af fondens tilgodehavende er der derfor i tillæg til den nye ferielov vedtaget ændringer i konkursloven og lov om lønmodtagernes garantifond.

Som en bivirkning af overgangen til samtidighedsferie opnår staten en likviditetsgevinst, fordi en fremrykket ferieoptjening også som udgangspunkt medfører en tidligere skattebetaling.

Denne utilsigtede likviditetsgevinst tilbageføres dog til virksomhederne ved at ændre beskatningstidspunktet for feriemidler, der opspares i feriekortordninger, fra det tidspunkt midlerne optjenes, til det tidspunkt midlerne senere udbetales til lønmodtageren ved feriens afholdelse.

Konklusion
Samlet set foreligger der en ny god ferielov, helt i overensstemmelse med anbefalingerne fra det udvalgsarbejde, FTF deltog i, og som hviler på en kompliceret, men afbalanceret økonomisk model. Loven og overgangsordningen, der overordnet set har givet bedre ferievilkår for lønmodtagerne, sikrer således, at feriens længde og feriegodtgørelsesprocenten opretholdes uændret samtidigt med, at virksomhedernes likviditets- og arbejdskraftsbehov i en vis grad imødekommes.