Går man i dybden med en ny rapport fra Aalborg Universitet, er det tydeligt, at begrebet solidaritet ikke, som mange måske antager, er dødt og begravet:
”Det er vigtigt, at vi beskytter den struktur, vi har. Både for ikke at udhule vores eget system og forringe vores lønninger og vilkår, men også for at beskytte de mennesker, der kommer hertil. De mennesker, der kommer hertil og arbejder, de skal behandles som mennesker, behandles anstændigt og ikke som andenrangs. Det er igen den her solidaritet.”

Udtalelsen handler om Ryanair-konflikten og stammer fra Peter, der er elektromekaniker, og en af de 53 danske lønmodtagere, der til rapporten ’Fællesskab gør forskel’ er blevet interviewet om deres værdier og interesser. Han er blot ét eksempel på, at solidariteten stadig lever og er en værdi, der er vigtig for mange af de interviewede, men solidariteten har ændret karakter.
Enkeltsager på dagsordenen
Undersøgelsen udpinder to former for solidaritet – en hverdagssolidaritet som fx den, vi har med vores kolleger, og en lidt bredere interessesolidaritet. Hvor solidariteten med kollegerne er stærk hos de fleste, er det lidt mere kompliceret med den solidaritet, der strækker sig ud over den enkelte arbejdsplads. Her baserer solidaritet sig i højere grad på enkeltsager.
Selvom lønmodtagerne støtter fagbevægelsen i Ryanair-sagen, overføres solidaritet ikke automatisk til andre lignende sager. Der foregår en konkret vurdering af den enkelte sag – har de, der ønsker støtte, en legitim sag, som man kan sætte sig ind i eller identificere sig med? Lene, der er ungdomsuddannelsesvejleder, kan fx let følge folkeskolelærernes kritik af skolereformen, og hun mærker også direkte konsekvenserne af den:
”Det er også mine egne børn. Når de skal have lektiehjælp og sådan nogle ting. De er vant til at komme hjem fra skole af og smide skoletasken og lige få en mad og gå udenfor og se, om græsset stadig gror, eller en middagslur, og så gik man tilbage og lavede lektier. Nu skal det hele være i et ryk, fra 8-16. Hvor mange skoleelever kan holde til det?”
Hun har blik for det personlige i sagen, men absolut også for det større perspektiv. Den brede solidaritet er måske på tilbagetog, men det er ikke ens betydende med, at solidariteten er forsvundet.

Solidaritet – også i forskellighed
En anden væsentlig pointe i undersøgelsen er, at lønmodtagerne ikke er så snævre i deres solidaritet. Det kan godt være, at de i højere grad solidariserer sig med enkeltsager, men til gengæld strækker deres solidaritet sig ud over egne rækker. Solveig, der er IT-programmør, udtrykker det bl.a. således:
”Det med Ryanair, det har ikke konkret så meget med mig og mine kollegaer i banken at gøre. Men det er da lige meget. De er da mine naboer eller mine børns venners forældre eller mine børns venner nu eller folk, jeg møder på gaden.”
Så selvom solidariteten blandt lønmodtagerne ikke nødvendigvis altid er principfast, går den på tværs af forskelle i uddannelse, beskæftigelse m.v. Og undersøgelsen slutter selv af med at konkludere:  
”Alle konflikterne viser, at der er et beredskab for solidaritet, men også at det konkrete konfliktgrundlag skal overvejes nøje, og at man skal sikre sig alliancer.”
Rapporten viser med andre ord, at man bør vælge sine kampe med omhu.