Man skal ikke tænke for meget på CO2-regnskabet, når man kigger på denne uges begivenheder i EU. For stort set alt og alle har travlt med at transportere sig væk fra Bruxelles. Dog de fleste på skinner, trods alt.
Journalisterne drager til Holland, hvor der onsdag er valg. Undersøgelser viser, at Geert Wilders fra Frihedspartiet har fået over 51% af pressedækningen. Fagligt.EU har været i Rotterdam og i morgen bringer vi en næsten 100%-Wilders-fri reportage fra Holland, for valget handler om meget andet end islam og indvandring.
I morgen kigger journalisterne også over Kanalen mod Westminster i London. For er det i morgen, under en tale i underhuset, at May vil trykke på knappen og udløse artikel 50? Det skal efter planen ske inden for de kommende dage, hvis hendes annoncerede tidsplan skal holdes.
Europa-Parlamentarikerne drager mod syd. I denne uge er der plenarsamling i parlamentet. Blandt andet skal medlemmerne drøfte sidste uges kaotiske topmøde samt kigge frem mod den 25. marts, hvor toplederne mødes i Rom. Der er ikke meget af faglig interesse på dagsordenen i denne plenarsamling.
Onsdag og torsdag mødes ledelsen i den europæiske fagbevægelse på Malta, der er formandsskabsland for EU dette forår. Blandt andet skal de drøfte servicekortet (læs mere om ) samt holdningen til handelspolitik. Begge dele noget, der optager dansk fagbevægelse meget.