Efteruddannelse og bedre seniorordninger er to af emnerne i den aftale, som CO-industri og Dansk Industri har indgået om nye overenskomster til cirka 230.000 ansatte i industrien.
Ved et pressemøde søndag den 12. februar præsenterede DI’s adm. direktør Karsten Dybvad sammen med Dansk Metals formand samt formand for CO-industri Claus Jensen og Mads Andersen, ligeledes CO-industri og formand for 3F’s industrigruppe, indholdet af den nye overenskomst for industrien som omfatter 230.000 ansatte på de danske industriarbejdspladser.
Aftalen mellem CO-industri og DI er på det såkaldte minimallønsområde. Det betyder, at der aftales en mindstebetalingssats, men at den faktiske løn forhandles på den enkelte virksomhed.
Parterne har indgået en treårig aftale, der løber frem til 1. marts 2020. Overenskomsten gælder for ca. 230.000 ansatte i industrien og indeholder flg. punkter:
– Efter- og videreuddannelse er ifølge parterne et helt afgørende element i de nye overenskomster. Industrien sætter de kommende tre år 200 millioner kroner af til et uddannelsesløft. Uddannelsesmulighederne forbedres markant. Industriansatte med læse- og skriveudfordringer løftes uddannelsesmæssigt, ufaglærte løftes til faglærte, og faglærte og funktionærer løftes til videregående niveau.
– Tillidsrepræsentanten får en større rolle i forbindelse med aftalt uddannelse.
– Fritvalgslønkonto: Fritvalgslønkontoen forhøjes til 2,7 procent i 2017, til 3,4 procent i 2018 og til 4 procent i 2019.
– Seniorer: Seniorer får ret til at købe sig til seniorfridage gennem fritvalgsordningen og pensionsindbetaling, hvilket i alt kan give 32 dage.
– Børnefamilier: Bliver en forælder kaldt hjem på grund af barns sygdom, har forælderen fortsat ret til barns første sygedag dagen efter. Forældre til børn op til 14 år får mulighed for at købe sig til to børneomsorgsdage via fritvalgsordningen. Forældre til børn, der indlægges i åben indlæggelse i hjemmet, får samme rettigheder som ved barns indlæggelse. Der indføres fuld løn ved forældreorlov.
– Pension for funktionærer: Funktionærer sikres pension eller betaling svarende til pensionsindbetaling efter det fyldte 65 år.
– Vikarer: Bedre muligheder for at overføre anciennitet for vikarer: vikarbureau til rekvirentvirksomhed, rekvirentvirksomhed til vikarbureau, og mellem vikarbureauer hvis der fortsat arbejdes i samme rekvirentvirksomhed. Tillidsrepræsentanten får bedre mulighed for at få hurtig afklaring på om der er tale om vikararbejde eller entreprisearbejde.
Satser: Mindstebetalingen, der i dag udgør 113,65 kr. forhøjes pr. 1. marts med to kroner i hvert af overenskomstårene. Genetillæg forhøjes med 1,6 procent pr. 1. marts 2017, med 1,6 procent pr. 1. marts 2018 og 1,6 pr. pr. 1. marts 2019. Lærlinge- og elevsatser forhøjes med gennemsnitlig 1,7 procent pr. 1. marts i både 2017, 2018 og 2019. Specialdelen i overenskomsten bliver forhøjet med 1,6 procent pr. år.
Teknologisk udvikling kræver mere uddannelse
Claus Jensen, formand for CO-industri hæfter sig især ved, at der som led i aftalen er afsat 200 mio. kr. til efteruddannelse.
“Det bliver et historisk løft, som skal flytte hele uddannelsesniveauet på de danske industriarbejdspladser, hvilket er helt afgørende for Danmarks fremtid. Den teknologiske udvikling på industriarbejdspladserne kræver et væsentligt kompetenceløft. Med denne aftale sikrer vi trygheden og fremtiden for vores medlemmers beskæftigelse”, siger formand for CO-industri Claus Jensen i en pressemeddelelse.
Arbejdsgiverne er ligeledes tilfredse.
– Det har været hårde forhandlinger. Men jeg synes, det er lykkedes os at lande en god aftale for begge parter. Blandt andet har vi aftalt bedre rammer for, at virksomheder og medarbejdere lokalt kan tilrettelægge arbejdstiden efter netop deres behov, siger DI’s adm. direktør, Karsten Dybvad i en pressemeddelelse.
Overenskomstaftalen bliver senere sendt til afstemning, hvor medlemmerne skal tage stilling til forliget.