EU-Kommissionen har sovet i timen og må se at vågne op til en ny, digital fremtid. Ellers løber amerikanerne og de sydøstasiatiske lande fra os – og henter alle de mulige gevinster ved fx bedre IT-infrastruktur, velfærdsteknologi, 3D-printere eller batteriproduktion.
Sådan lyder det fra Europæisk Faglig Sammenslutning (EFS), som repræsenterer 89 europæiske faglige hovedforbund. EFS har vedtaget en resolution om digitalisering, der skal være med til at forme den digitale udvikling og sikre ordentlige forhold for arbejdere:
"Digitalisering er en eksistentiel udfordring for arbejdere og fagbevægelsen," siger generalsekretær for EFS Peter Scherrer og understreger, at udviklingen simpelthen ikke kan overlades til markedet.
"Den må styres af EU, nationale og regionale myndigheder – samt arbejdsgivere i samarbejde med fagforeningerne. Europa er nødt til at gribe de muligheder, der ligger i digitalisering, uden at være blind over for de risici, der er forbundet med den," siger han.
Derfor ønsker EFS blandt andet en opkvalificering af den europæiske arbejdsstyrke og kritiserer EU-Kommissionens digitaliseringsinitiativer for ikke at være vidtgående og koordinerede nok.

Stort økonomisk potentiale
Internationale aktører som EFS, World Economic Forum og OECD samt danske aktører som Dansk Industri, KL og Erhvervs- og Vækstministeriet peger på digitaliseringens afgørende betydning for fremtidig vækst. EFS’ resolution indeholder forslag, der både skal sørge for, at vækstpotentialet bliver udløst, og at udviklingen foregår på en måde, så arbejdernes forhold forbliver ordentlige over hele EU.
Derfor ønsker EFS blandt andet:
– opkvalificering af arbejdsstyrken og tiltag, der skal få flere kvinder ind på tekniske og matematiske uddannelser
– et EU-direktiv om privatliv på arbejdspladsen
– og en EU-ramme for bedre arbejdsforhold for "digitale løsarbejdere" eller såkaldte crowd-workers.

Nye og løsere arbejdsformer for crowd-workers udfordrer nemlig gængse regler om fx arbejdstid og minimumsløn, mener EFS. Disse arbejdere skal konstant være tilgængelige for nye opgaver og kan arbejde hjemmefra (og dermed også hele tiden).
"Industrie 4.0" kan overhale Danmark
Danmark er i den absolutte top, når det går gælder digitaliseringen af den offentlige sektor, men det er på ingen måde givet, at det bliver ved med at forholde sig sådan.

Det konkluderede Erhvervs- og Vækstministeriet i "Redegørelse om digital vækst 2016". Over hele Europa er der gang i digitaliseringsinitiativer som "Fabbrica Intelligente" i Italien, "Nouvelle France Industrielle" i Frankrig og "Industrie 4.0" i Tyskland.
Samtidigt viser undersøgelser, at mere end 800.000 danske jobs kan blive automatiseret inden for de kommende 20 år.
Derfor er det vigtigt, at vi i Danmark fortsætter med at styrke efter- og videreuddannelsen på det digitale område og får sat et større analysearbejde i gang. Så kan vi få bedre overblik over digitaliseringens konsekvenser og handle efter dem, mener FTF. Et arbejde, der blandt andet blev sat i gang med trepartsaftalen om kvalificeret arbejdskraft fra foråret.