CETA-erklæring: Turistbrochure eller solid redningsplanke?

Så tæt på og så alligevel talrige knaster og politiske slagsmål tilbage på vejen frem. 

Handelsaftalen mellem Canada og EU har været forhandlet færdig i to år. Ligget færdig og klar på bordet til en underskrift. 

Gennem længere tid har man da også kunne skimte målstregen den 27. oktober, hvor premierminister Trudeau fra Canada efter planen skal underskrive aftalen i Bruxelles. 

En målstreg, der for alvor blev realistisk at krydse efter Kommissionen og EU’s handelsministre i slutningen af september smed et nyt kort på bordet: nemlig en erklæring, som skal vedhæftes aftalen, og som har til formål at berolige politikere, organisationer og borgere i EU-landene på en række af de punkter, der har været voldsomt debatteret.

Ideen med en erklæring kommer fra tysk side, hvor særligt det tyske socialdemokrati og fagbevægelse har haft brug for en forsikring om, at for eksempel arbejdstagerrettigheder, den offentlige sektor og forbrugerforhold ikke sættes over styr med aftalen.

Erklæringen har allerede fået både Tyskland men også den ellers kritiske østrigske regering til at vende tommelfingeren opad til aftalen.

I hvert fald indtil i torsdags. For der blev erklæringen, inden den overhovedet var blevet nærstuderet af medlemslandenes regeringer, lækket. Så begyndte debatten om, hvorvidt den er det papir, den er skrevet på, værd eller ej.

Både Handelskommissær Malmström og hendes canadiske partner har slået fast, at erklæringen er og skal være juridisk bindende. 

Men få timer efter lækket beskrev Greenpeace’s jurister i Bruxelles dokumentet sådan:

”Det har samme tyngde som en turistbrochure. Der er intet i den, der giver garantier i forhold til at undgå CETA’s trusler mod naturen, vores sundhed eller arbejdstagerrettigheder”. 

De tilføjede, at skulle disse garantier faktisk virke, så skulle erklæringens formuleringer på disse områder skrives ind i selve CETA-aftalen.

Handelseksperter har også gransket den lækkede erklæring. Her er der ikke helt enighed om tyngden. 

Gabriel Siles-Brügge fra University of Warwick, som har beskæftiget sig indgående med handelsaftaler, siger således til hjemmesiden bilaterals.org:

”Dette dokument er tydeligst skræddersyet til at berolige modstanderne af CETA. Men det indeholder jo tydeligvis ingen muligheder for at håndhæve ordene”.

Modsat fremfører David Kleinmann, der er tilknyttet European University Institute, samme sted, at nok er erklæringen primært et politisk værktøj, men effekten behøver ikke stoppe der:

”Erklæringen har også juridisk værdi. Både nationale og internationale domstole og lovgivere refererer jo ofte til lovgivningens og aftalers kontekst, når de skal afklare formålet og rækkevidden af lovgivning og aftaler. Det er for simpelt at fremstille erklæringen som renset for juridisk betydning”.

Han mener, at erklæringen blandt andet vil få værdi, hvis Europa-Parlamentet og Ministerrådet medtager den i deres samlede vedtagelser af aftalen.

Imens den juridiske diskussioner om erklæringen kører, er de politiske også begyndt. 

Den Europæiske Faglige Sammenslutning er kritisk over for de, hvad den anser for, stadig manglende juridiske bindinger i erklæringen. Den mener også, at der ikke er gjort nok for at understrege, at arbejdstagerrettigheder skal håndhæves samt for at få den model for investeringsbeskyttelse, som er med i aftalen, ændret eller skrevet helt ud. 

Også fra Irland og regionen Vallonien, der som regionalenhed til sin tid skal være med til at vedtage aftalen, er der på det seneste blusset kritiske røster op. Læs mere