Rapporten fra Mandag Morgens Velstandsgruppe  slår i dag fast, at den offentlige og private sektor er hinandens forudsætning – og ikke modsætninger.
Velstandsgruppen efterlyser nye visioner for Danmark, hvor vi bygger på vores styrkepositioner. Det vil FTF gerne bidrage til (se alle de konkrete forslag nederst):
"Det er befriende, at 25 så fremtrædende eksperter gør op med myter om, at fx dansk skattetryk og den offentlige sektor størrelse skulle være største problemer for dansk vækst. I stedet viser deres grundige analyse, at netop vekselvirkning mellem offentlig og privat er en særlig dansk styrkeposition" siger Bente Sorgenfrey, formand for FTF.
Opgør med myter
Velstandsgruppen gør op med myterne om den høje danske skat og slår bl.a. fast, at marginalskatten for en gennemsnitsarbejder i Danmark er i den lave ende af OECD – og faktisk under den amerikanske. Det samme gælder selskabsskatten.
En anden myte er, at den offentlige sektor i Danmark er blandt verdens største, men her viser Velstandsgruppen, at den danske velfærdssektor kun er verdens 9. største og mindre end i fx Tyskland, Storbritannien og USA.

Bente Sorgenfrey siger: "Med den nuværende økonomiske usikkerhed på grund af flygtningesituationen er der ikke råd til nye skattelettelser. Får vi råd igen på et tidspunkt skal bundfradraget hæves og grænsen for bundfradraget løftes, så det bliver mere attraktivt at arbejde".
Velstandsgruppen beskriver, hvordan Danmark har en række muligheder i den internationale konkurrence. For eksempel giver den aldrende befolkning i Vesten, Kina og Japan nye markeder for sundheds- og velfærdsteknologi:
"Vi bør styrke samarbejdet mellem den offentlige sektor og den private sektor for at udvikle nye løsninger inden for fx sundheds- og velfærdsteknologi. Igennem offentlig privat innovation kan vi både kvalitetsudvikle den offentlige sektors tilbud til borgerne og skabe produkter, som danske virksomheder kan udvikle til nye eksporteventyr" siger Bente Sorgenfrey.
Velstandsgruppen efterspørger debat og politiske ideer, der kan styrke dansk velstand og foreslår etablering af en bred velstandsalliance, som arbejder videre med at udarbejde konkrete politikforslag.
"FTF vil gerne bidrage i et bredt samarbejde om nye løsninger. Derfor giver vi allerede i dag en række bud på, politiske forslag, der kan styrke dansk velstand. Der er behov for politiske ideer og resultater, der ikke bare kan gøre Danmark rigere, men også lykkeligere, grønnere og sikre sammenhængskraft. Regeringen og Folketing bør sætte sig i spidsen for det politiske udviklingsarbejde." siger Bente Sorgenfrey
Seks konkrete forslag fra FTF
FTF har en række konkrete politikforslag til at fremme dansk velstand:
· Oprettelse af en national offentlig-privat enhed (OP-enhed), der kan styrke samspil og innovation mellem sektorerne, så vi fx bruger viden inden for velfærdsteknologi til at skabe nye produkter i det private og forbedre servicen i det offentlige.
· Brug offentlige data mere offensivt. Vi har nogle af verdens mest præcise offentlige data fx i form af vores CPR-register. Disse data bør i anonymiseret form bringes mere i spil i den private sektor.
· Bedre match mellem arbejdsløse og nye job. Alle arbejdsløse – også med videregående uddannelse – skal have ret til jobrettet uddannelse, der retter sig mod efterspurgte jobfunktioner.
· Forpligtende partnerskab om udvikling af den offentlige sektor. Det omfattende bureaukrati kvæler motivationen i den offentlige sektor. Regering, arbejdsgivere og lønmodtagere skal indgå partnerskab om mere tillid og mindre kontrol og bureaukrati i den offentlige sektor. · Stress og arbejdsrelaterede sygdomme koster samfundet milliarder. Derfor skal Arbejdstilsynet styrkes, og der skal udvikles et nyt system til rådgivning af virksomheder om arbejdsmiljø. Ledere skal uddannes i at sikre et godt psykisk arbejdsmiljø.
· Højt kompetenceniveau i både den offentlige og private sektor. Grunduddannelserne skal være af høj kvalitet og relevante i forhold til arbejdsmarkedet. Alle skal reelt have mulighed for at vedligeholde og udvikle sine kompetencer arbejdslivet igennem – også de med en videregående uddannelse.
· Der skal ikke spares på forskning, uddannelse og forebyggelse, der giver et godt afkast til samfundet. Offentlige investeringer bidrager til dansk velstand – både økonomisk og menneskeligt.