Den Europæiske Faglige Sammenslutning (EFS) vil som medlem af Kommissionens nye ekspertgruppe, der skal se på gennemførelsen af Smart Regulation (REFIT), kæmpe for, at bedre regulering, mindre bureaukrati og fjernelse af overflødige regler ikke medfører forringelser af arbejdsmiljøregler og lønmodtagerrettigheder.
Det fastslår konsulent i FTF, Heidi Rønne, der repræsenterer EFS i den nye gruppe, der er en afløser for Stoibergruppen, hvor Heidi Rønne ligeledes var medlem.
EFS kritiserer, at der er tre arbejdsgiverrepræsentanter i det nye udvalg samt flere personlig udpegede medlemmer fra erhvervslivet, mens fagbevægelsen kun har et medlem, ligesom miljøbevægelsen og forbrugerne kun har et medlem hver.
”EFS er imod bureaukrati og vil gerne fjerne overflødige regler, men det må aldrig svække beskyttelsen af lønmodtagere, herunder regler om arbejdsmiljø, sundhed og sikkerhed på jobbet. Desværre har der før været stemmer, der har talt for at svække netop regler om sundhed og sikkerhed på jobbet, men det vil jeg og EFS gøre alt for at forhindre,” siger Heidi Rønne til ftf.dk.
Regeringen vil undgå "overimplementering" af EU-regler
Det nye udvalg skal se på, hvilke områder Kommissionen kan indføre undtagelser for små virksomheder for lovgivning, ligesom udvalget skal arbejde for at undgå "overimplementering" af EU-regler i medlemslandene. Begge dele er centrale mål for den danske regering, der har det som en erklæret hensigt, at Danmark som udgangspunkt ikke skal gå længere i lovgivning, end hvad der er absolut krævet fra EU’s side. 
”I EFS har vi den holdning, at minimumsdirektiver – fx arbejdsmiljødirektiver – ikke kan overimplementeres. Vi skal aldrig gå på kompromis, når det handler om de ansattes sundhed og sikkerhed på jobbet,” siger Heidi Rønne. 
Arbejdet i den nye gruppe bliver fulgt nøje af Erhvervs- og Vækstministeriet, da den danske regering er meget optaget af at undgå "overimplementering" af EU-regler i Danmark.