De første, klare spor på optimisme på arbejdsmarkedet i EU kom i juli, hvor arbejdsløsheden både i eurozonen og hele EU faldt efter flere måneders stilstand. For de unge i eurozonen faldt arbejdsløsheden med 0,4 procentpoint og mest i Italien, hvor de unges arbejdsløshed i juni var steget til 43,1 procent, men i juli kom ned på 40,5 procent.

Ungdomsarbejdsløsheden i eurozonen er stadig oppe på 21,9 procent i juli, men den var på 23,8 procent i juli sidste år. I juli var der 336.000 færre arbejdsløse unge i eurozonen.
For de unge i kriselandene er der klare forbedringer på jobmarkedet. I Spanien falder arbejdsløsheden måned for måned, men den var stadig oppe på 48,6 procent i juli mod 48,9 procent i juni, men hele 54,1 procent i juli sidste år, viser de nye tal fra Eurostat.
Også i Portugal og Slovakiet er der klare forbedringer. Arbejdsløsheden i Portugal faldt med 0,6 procentpoint til 31,0 procent i juli, men var oppe på 34,8 procent et år tidligere.
I Slovakiet fald de unges arbejdsløshed med 0,7 procentpoint til 28,8 procent, men den var oppe på 30,2 procent i juli sidste år.
Tyskland har den klart laveste ungdomsarbejdsløshed. Den faldt til 7,0 procent i juli og var kun oppe på 7,7 procent et år tidligere.
Kun enkelte lande har stigende problemer med ungdomsarbejdsløshed. Det gælder blandt andre for Finland, der kæmper med økonomien, og hvor de unges arbejdsløshed på et år er steget fra 20,2 procent til 24,5 procent.
Den generelle arbejdsløshed er stadig under det halve af de unges. Den var i juli på 10,9 procent i eurozonen og 9,5 procent i EU28. I Spanien faldt den til 22,2 procent mod 24,3 procent i juli sidste år, og i Irland faldt den til 9,5 procent mod 11,3 procent et år tidligere.
Arbejdsløsheden har de senere måneder konstant været på 4,7 procent i Tyskland.
De seneste tal for Grækenland er fra maj og viser et lille fald i arbejdsløsheden. Den var på 51,8 procent for de unge og 25,0 procent generelt.
Kilde: fagligt.eu