EU-Kommissionen er unionens officielle forhandler af frihandelsaftalen TTIP med USA. Mandatet hertil er givet af unionens 28 medlemsstater . Den endelige aftale er dog afhængig af godkendelse i Europaparlamentet, som derfor konsulteres løbende under forhandlingerne.
I dag stemmer Europarlamentet om sine seneste anbefalinger til EU-Kommissionens forhandlinger med USA om frihandelsaftalen TTIP. Afstemningen skulle være afholdt på plenarmødet d. 10. juni, men den blev udskudt da parlamentarikerne ikke kunne nå at tage stilling til de mange ændringer, som parlamentets udvalg for handel fremlagde.
Et af de mest omdiskuterede emner i frihandelsaftalen er det såkaldte ISDS-system – en dommerinstans, som skal løse eventuelle tvister mellem stater og investorer. Systemet har været en central del af frihandelsaftaler igennem de sidste 50 år, men europæiske modstandere af aftalen frygter, at ISDS-systemet kan underminere landenes autoritet over for udenlandske virksomheder.
Derfor stemmer Europaparlamentet i dag om at anbefale EU-Kommissionen, at frihandelsaftalen dropper ISDS-systemet og "erstatter det med et nyt system til håndtering af tvister mellem investorer og stater, som er underlagt demokratiske principper og kontrol".
FTF, LO og Akademikerne er gået sammen om en fælles udmelding til frihandelsaftalen med USA. Generelt er hovedorganisationerne positive over for aftalen, men lægger vægt på at den skal indeholde standarder for arbejdstagerrettigheder og klausuler, som understøtter det danske velfærdssamfund og offentlige sektor.
Hvad angår ISDS, lytter hovedorganisationerne til bekymringerne og er positive overfor Kommissionens forsøg på at opnå et resultat, som tager hånd om de mange bekymringer.