Rigshospitalet har haft stor succes med det medarbejderdrevne innovationsprojekt "IdéRiget". Her har 10 af hospitalets ansatte gennem seks måneder arbejdet på projekter, der nu rulles ud i hospitalets daglige drift.
Hos Center for Offentlig Innovation (COI) er man imponeret over Rigshospitalets projekt:
"Det særlige ved IdéRiget er, at det er båret frem af hospitalets egne ansatte, der har haft en stærk ledelsesmæssig opbakning", siger Ole Bech Lykkebo, chefkonsulent i COI og tilføjer: "Samtidig har man haft et klart fokus på at sætte de nye løsninger i drift, hvad der faktisk ikke altid er en selvfølge".
Den ledelsesmæssige opbakning dækker blandt andet over, at de pågældende 10 hospitalsansatte er blevet frikøbt fra deres normale stillinger til at arbejde på deres projekter. Her har Rigshospitalet formået at nytænke arbejdsgangen for offentligt ansatte, mener Ole Bech Lykkebo, som dog også ser udfordringer i at kopiere Rigshospitalets model:
"Det er ikke nogen tilfældighed, at IdéRiget er startet i en stor organisation som Rigshospitalet. At tage en ansat ud af sin stilling i et halvt år er grundlæggende mindre kompliceret i en større organisation end i en mindre", mener Ole Bech Lykkebo.

Ole Bech Lykkebo understreger dog, at alle faggrupper i det offentlige kan gøre som IdéRiget, hvis de får samme ledelsesmæssige opbakning. Udfordringen består snarere i at udfylde de tomrum, som de ansatte efterlader:
"I visse tilfælde kan det være sværere at erstatte en ansat. Det kan være tilfældet, hvis den pågældende er højt specialiseret. Eller hvis kollegerne hverken har tid eller ressourcer til at oplære den nye kollega", vurderer chefkonsulenten.
COI har ikke været en del af IdéRiget, men har tidligere fremhævet initiativet. Centeret arbejder på at gøre den offentlige sektor mere innovativ ved at understøtte, at brugbare løsninger fra et sted i det offentlige spredes til andre områder.
Tirsdag den 21. april offentliggør Center for Offentlig Innovation verdens første statistik over offentlig innovation. Læs med på ftf.dk