De norske fagforeninger melder ikke om krise. Tværtimod har alle fire faglige hovedorganisationer flere og flere medlemmer, og det er i høj grad de unge, der søger ind i fagforeningerne. Det gælder især hos Akademikerne.

Jeg er meget tilfreds med medlemsvæksten i 2014. Vi har en netto tilvækst på næsten 9.000 medlemmer. Ikke mindst glæder jeg mig over, at antallet af studentermedlemmer gik op med over otte procent, siger lederen af Akademikerne, Knut Aarbakke til Avisernes Nyhetsbyrå.
Akademikerne har nu 187.000 medlemmer. Det er over 60.000 flere end for ti år siden.
Det er imidlertid ikke kun de højtuddannede, der strømmer ind i de faglige organisationer. Norge har fire, anerkendte faglige hovedorganisationer. Størst er norsk LO, der er en del af den nordiske arbejderbevægelse. Organisationen fik sidste år over 12.000 flere medlemmer og kom op på 909.552 medlemmer, selv om også norsk LO organiserer lønmodtagere i fag, der traditionelt er i tilbagegang på grund af den teknologiske udvikling.
De norske faglige organisationer har ikke samme aftaler som de etablerede danske, der normalt ikke konkurrerer om medlemmer, men anerkender de forskellige fagområder. Unio, der er Norges næststørste faglige hovedorganisation, har således især medlemmer med en universitetsuddannelse eller anden højere uddannelse. Organisationen, der er partipolitisk uafhængig, fik sidste år 10.000 flere medlemmer og kom op på 332.000 medlemmer.
Den fjerde hovedorganisation, YS, fik en beskeden fremgang på knap 500 medlemmer og kom op på 222.038 sidste år. YS er partipolitisk uafhængig og organiserer lønmodtagere bredt ligesom LO. Organisationen er medlem af den europæiske faglige sammenslutning EFS.
Kilde: fagligt.eu