Beskæftigelsen i både EU og eurozonen stiger kvartal for kvartal. I tredje kvartal var den 0,3 procent højere end i andet kvartal i EU28 og 0,9 procent højere end året før. Det var tredje kvartal i træk, at den var over beskæftigelsen året før. I eurozonen var beskæftigelsen i tredje kvartal 0,6 procent højere end i tredje kvartal 2013 og 0,2 procent højere end i andet kvartal.
Kun i Holland og Letland går det tilbage med beskæftigelsen. I Holland, hvor arbejdsløsheden stadig er lav, er beskæftigelsen faldet kvartal for kvartal i forholdet til året før. Faldet var i tredje kvartal på 0,3 procent. Dermed er faldet mindre end i de foregående kvartaler. Det var oppe på hele 1,2 procent i sidste kvartal af 2013. I det kommende EU-formandskabsland Letland var beskæftigelsen imidlertid hele tre procent lavere i tredje kvartal end året før og 1,7 procent lavere end i andet kvartal i år.

I kriselande som Grækenland, Spanien og Italien er udviklingen vendt, så der nu skabes job. Spanien har været inde i en positiv udvikling kvartal for kvartal og havde i tredje kvartal 1,5 procent flere job end i tredje kvartal 2013. I Grækenland var der 1,6 procent flere job og 1,7 procent flere på arbejdsmarkedet end i andet kvartal.
Også i Italien er der nu gang i jobskabelsen. Der var i tredje kvartal 4 procent flere i arbejde end i andet kvartal og 0,1 procent flere end året før. Også i Portugal, hvor debatten om krisepolitikken fortsat er i fuld gang, er der også kvartal efter kvartal kommet flere i arbejde. I tredje kvartal var der 1,9 procent flere i beskæftigelse end året før.
Den største stigning på årsbasis oplevede Ungarn, hvor beskæftigelsen i tredje kvartal var 3,7 procent højere end året før, mens Litauen havde en stigning på 3,0 procent og Storbritannien på 2,3 procent.
Kilde: fagligt.eu