De forskellige syn på økonomi, økonomisk udvikling og krisepolitik kom åbent frem i debatten på EU-Kommissionens Økonomiske Forum 2014 i Bruxelles. Formanden for Det Europæiske Råd, Herman Van Rompuy, understregede de forskellige syn i sin afsluttende tale, hvor han erkendte, at der i EU hverken var enighed om årsagen til den økonomiske krise, eller hvordan man kom ud af den.
Forskellene i forståelsen af krisen er dyb og kan ikke blive negligeret, for de har følger for svarene, sagde Herman Van Rompuy.

Forinden havde debatten vist, at en række økonomer og repræsentanter fra forskellige interesser så forskelligt på, om krisen byggede på mangel på efterspørgsel eller et for lille udbud af produkter, som forbrugerne kunne købe. Det gav forskellige svar på, om EU-landene i første omgang skulle spare sig ud af krisen eller lempe på budgetpolitikken, så der blev pumpet flere penge ud i samfundet og efterspørgslen ville stige.
Herman Van Rompuy påpegede, at der var forskelle i synet på forholdet mellem konkurrenceevne og arbejdsomkostninger. Lang tids ubalance førte til behov om tilpasninger, mente nogle. Andre så endog pengepolitikken som en af hovedårsagerne.
Forskellene i synspunkterne byggede efter DER’s formand ofte på forskellige kulturer i EU-landene, historiske erfaringer og intellektuelle traditioner og herunder også historiske erfaringer og økonomisk tankegang. Den europæiske kultur var ikke så ens som USA’s.
USA havde således en fælles intellektuel arv og endnu vigtigere en fælles historie. Den europæiske selvforståelse var forskellig og forblev i første række stort set national.
Unionen, dens institutioner og euroen er ung, sagde Herman Van Rompuy.
Den brede offentlighed er hægtet af
Den snart afgående formand for Det Europæiske Råd ville ikke nøjagtigt forudsige, hvordan Den Økonomiske og Monetære Union ville blive tættere forbundet. Igen så han forskel på ideerne til, hvordan udviklingen skulle forløbe. Nogen var tilfreds med Maastricht-mekanismen udvidet med en solidaritetsmekanisme og en bankunion. For andre var det ikke nok. Der skulle en tættere økonomisk koordinering til og en form for fælles risikodeling. Van Rompuy hældede til det synspunkt.
Selvfølgelig kræver mere grundlæggende forandringer også en intellektuel fælles forståelse, som det tager tid at nå, og endda mere tid til at bygge accept omkring i den bredere offentlighed, sagde Van Rompuy, der bemærkede, at de også krævede tiltro til hinanden blandt medlemsstaterne til de forskellige økonomiske og finanspolitiske politikker.
EU-kommissær Olli Rehn med ansvaret for økonomien understregede, at det gik fremad på flere planer. Landenes store budgetunderskud var der bedre kontrol med. I 2011 var der 24 lande af 27, der brød reglerne for budgetternes maksimale underskud. Nu er det 11 ud af 28.
Det viser, at vækst- og stabilitetspagten fungerer, sagde Olli Rehn, der snart ventes at gå af for at indtage sin ny post i Europa-Parlamentet.
Han fandt også, at der skete fremskridt med reformer i landene, men så stadig store problemer med arbejdsløsheden, den sociale samhørighed, de små og mellemstore virksomheders muligheder for at finansiere investeringer, men også med fremtidige pensioner og tilpasninger til ændringer i demografien. Reformerne måtte derfor fortsætte og økonomien konsolideres.
Reformer på arbejdsmarkederne kommet et stykke
Olli Rehn så ingen modsætning mellem økonomisk konsolidering og social fairness., men erkendte, at de strukturelle tilpasninger betød svære valg og politisk vilje.
Vicegeneraldirektør i EU-Kommissionen Serveas Deroose viste, hvordan der især i 2012 var gennemført en række reformer på arbejdsmarkederne, og der var gennemført langt flere reformer siden krisens start i 2008 end i perioden 2000-07. Derimod haltede reformer på produktmarkeder bagefter.
På arbejdsmarkedet var der sket store ændringer i Portugal med et meget restriktivt arbejdsmarked og endnu flere i Estland med et knap så restriktivt arbejdsmarked. Der var også sket betydelige ændringer i Grækenland, Ungarn, Slovakiet, Spanien og Storbritannien.
De strukturelle reformer ville efter Kommissionens model styrke både væksten, beskæftigelsen og skaffe balance på budgetter. Vicegeneraldirektøren viste også, hvordan de landespecifikke henstillinger var mest udbredt inden for de offentlige finanser, men derefter kom den menneskelige kapital som uddannelse og også socialpolitikken. Henstillinger til arbejdsmarkedspolitikken kom ind som nummer fire.
Kilde: fagligt.eu