Arbejdsløsheden både i eurozonen og hele EU faldt med 0,1 procentpoint i april og kom ned på 11,7 procent i eurozonen og 10,4 procent i hele EU. Det lille fald kommer, efter arbejdsløsheden i eurozonen havde bidt sig fast på 11,8 procent i årets første tre måneder.
Selv om der er kommet lidt mere gang i økonomien, er der stadig 18,7 millioner arbejdsløse i eurolandene, hvor kun 487.000 arbejdsløse er kommet ud af køen af ledige på et år. I hele EU er det gået bedre. Her er arbejdsløshedskøen blevet mindsket med 1.167.000 personer.
For de unge er problemerne ikke blevet meget mindre det seneste år. I Eurozonen er 3.381.000 under 25 år uden beskæftigelse. På et år er der kun blevet 202.000 færre ledige. I Italien er der endog blevet 41.000 flere unge, der ikke kan finde et job. Arbejdsløsheden for de unge kom i april op på 43,3 procent i Italien. Det var en stigning på 0,4 procentpoint på en måned. I eurozonen var de unges arbejdsløshed på 23,5 procent i april. I hele EU var den på 22,5 procent.
De seneste tal for Grækenland er fra februar. Her steg de unges arbejdsløshed til 56,9 procent.
Spanien og Grækenland er stadig de to lande, der adskiller sig fra de øvrige EU-lande ved at have ekstremt mange arbejdsløse. I Spanien var den på 25,1 procent i april og i Grækenland på 26,5 procent i februar. Som nummer tre kommer det ny EU-land, Kroatien, hvor 16,8 procent var arbejdsløse i april.
Lavest arbejdsløshed har Østrig med 4,9 procent, Tyskland med 5,2 procent og Luxembourg med 6,1 procent. Derefter kommer Danmark og Tjekkiet med 6,5 procent arbejdsløse.
Kilde: fagligt.eu