Kommunerne er stadig forpligtet af et anlægsloft, og den økonomiske hammer vil stadig falde tungt, hvis kommunerne bruger for meget til den almindelige drift.
Den aftale om kommunernes økonomi for 2015, som regeringen og KL netop har indgået, ændrer nemlig ikke ved regnskabssanktion, som betyder økonomisk straf til kommuner, der bruger flere penge, end de har budgetteret med.
Bente Sorgenfrey, formand for FTF, ærgrer sig over, at økonomiaftalen ikke løsner op for sanktionen. For den har ikke bare fået kommunerne til at holde sig inden for deres budgetter – den har i de senere år fået kommunerne til at bruge væsentligt mindre, end de havde budgetteret med.
Beregninger fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd viste for nylig, at landets kommuner og andre offentlige myndigheder i løbet af de sidste tre år har brugt i alt knap 25 mia. kr. mindre på velfærd, end regeringen ellers havde givet dem lov til. I 2013 havde kommunerne alene et underforbrug på 4,9 mia. kr.
Og i næsten 70 procent af kommunerne tør institutionerne ikke bruge deres penge fuldt ud af frygt for økonomisk straf, viser en undersøgelse fra FTF fra 2013.
 
Forlænger krisen
FTF mener, at kommunernes underforbrug er med til at forlænge krisen i Danmark, og har derfor gennem de senere år opfordret regeringen til at lempe sanktionen.
"Regeringen må forholde sig mere aktivt til, at kommunerne bl.a. på grund af sanktionerne holder så meget igen, at det hæmmer væksten. Der er blevet titusindvis færre offentligt ansatte på få år. Aftalen vil sikkert føre til underforbrug igen, og det vil gå ud over både vækst og beskæftigelse. Borgerne vil også kunne mærke det, når regeringen stadig holder kommunerne i for kort økonomisk snor", siger hun.
God arbejdsgiveradfærd
Et positivt element i den økonomiske aftale er, at den fastslår tillidsreformen som en fælles ambition for regeringen sammen med arbejdsgiverne i både regioner og kommuner.
Som det hedder i aftalen har parterne en fælles ambition om at understøtte offentlige arbejdsgivere i at indgå i ‘ tillidsfuld dialog og samarbejde med medarbejderne med henblik på at levere på deres kerneopgaver og mål’.
På den baggrund er parterne blevet enige om at udveksle idéer og erfaringer med at understøtte arbejdsgiverrollen blandt offentlige arbejdsgivere.

På statens område er man allerede i gang: Inden udgangen af 2014 vil regeringen stille et målbillede for god arbejdsgiveradfærd til rådighed for statens arbejdsgivere.
"Det er positivt, at de kommunal og regionale arbejdsgivere i aftalen understreger, at de vil indgå i tillidsfuld dialog med medarbejderne og på den måde bakker op om tillidsreformen -det er der brug for", siger Bente Sorgenfrey.
Skub i offentligt-privat samarbejde
FTF’s formand glæder sig også over, at kommuneaftalen omfatter en støtte til Offentligt-Privat Samarbejde (OPS), som FTF i sit eget vækstoplæg peger på som et vigtigt bidrag til at sætte skub i væksten i Danmark.

Regeringen og KL er enige om at understøtte kommunernes samarbejde med private aktører ved at etablere et forsøgsprogram, hvor en række kommuner udveksler erfaringer og viden om muligheder for både kommuner og virksomheder ved konkurrence om udbudsegnede opgaver.
Desuden etableres i forlængelse af tidligere år en låne- og deponeringsfritagelsespulje på 150 mio. kr., hvor kommunerne kan søge om at blive fritaget fra pligten til at deponere et større beløb, når de går i gang med et OPS-projekt.