Den stigende økonomiske vækst i EU fører kun til et lille fald i arbejdsløsheden. I eurozonen var arbejdsløsheden i februar endog den samme som i januar, hvor 11,9 procent var uden arbejde.
En ny opgørelse fra Eurostat viser, at der stadig er voldsom forskel på arbejdsløsheden i EU-landene, hvor 4,8 procent af østrigerne ikke kan finde job og 5,1 procent af tyskerne, men 25,6 procent af spanierne og 27,5 procent af grækerne er uden beskæftigelse.

Mens arbejdsløsheden faldt i flere lande og i 15 EU-lande var lavere end for et år siden, steg den igen i Italien i forhold til januar og nåede op på 13,0 procent.
For 5,4 millioner unge er situationen på arbejdsmarkedet fortsat håbløs. Arbejdsløsheden faldt dog både i eurozonen, hvor 23,5 procent af de unge var uden job i februar, og i det samlede EU, hvor arbejdsløsheden ligesom i eurozonen faldt med 0,1 procentpoint til 22,9 procent.
Værst er situationen stadig for de unge grækere. De seneste tal er fra december, hvor 58 procent af de unge under 25 år var arbejdsløse. I februar var 53,6 procent af de unge spaniere i samme situation, men det var et fald fra 54,2 procent i både december og januar. Også i Italien faldt arbejdsløsheden for de unge i februar, men var stadig høj – på 42,3 procent.
Det uens opsving viste sig også i Portugal, hvor arbejdsløsheden for de unge nåede op på 35,0 procent – det højeste niveau i fire måneder.
Kilde: fagligt.eu