Tillidsreformen i den offentlige sektor afhænger helt og aldeles af parterne bag aftalen om reformen. Parterne – som sammen med regeringen består af lønmodtagere og arbejdsgivere i den offentlige sektor – er afgørende for, om reformen kommer til at leve ude i virkeligheden.
Det understregede indenrigsminister Margrethe Vestager i dag på KLs årlige kommunaløkonomiske Forum i Aalborg – det tiende af sin slags. På mødet, som var gennemlyst af krisebevidsthed og effektiviseringer som et grundvilkår, gav hun sit bud på fremtiden for velfærdssamfundet og kommunernes rolle.
Kommunaløkonomisk Forum er det største samlingspunkt for offentlige ledere og folkevalgte politikere med den kommunale økonomi som kerneopgave. I denne forsamling på omkring 1000 økonomisk ansvarlige fra alle landets kommuner appellerede Margrethe Vestager til, at kommunerne skaber rum til at tillidsreformen kan blive implementeret.
Glad for partnerskabet
”Skiftende regeringer mener, at de har gjort et stort arbejde med at forhandle reformer på plads, finde flertal og få trykket på knapperne i salen. Men det er jo den nemme del af en reform. For ingen reformer er gode, før de er blevet til virkelighed i hverdagen. Det er det, I gør i kommunerne,” sagde Vestager.
”Tillidsreformen er hundrede procent afhængig af, at I skaber rum til at implementere den”, understregerede indenrigsministeren.
Hun udtrykte sin glæde over for partnerskabet – og gjorde dermed samtidig sine forventninger klar: Parterne bag aftalen er dem, der skal sørge for, at aftalen bliver til virkelighed og hverdag ude på arbejdspladserne i den offentlige sektor.
”Jeg er meget glad for vores partnerskab, og jeg håber, at samspillet mellem parterne giver rum til at inddrage medarbejderne og give plads til ledelse med tillid”, sagde Margrethe Vestager.
Handle og tænke på andre måder
Før Margrethe Vestager gik på talerstolen havde konferencedeltagerne havde mulighed for at sende sms’er med spørgsmål til ministeren.
Et af spørgsmålene lød: ”Hvordan går det med tillidsreformen, og hvordan er den kommet til udtryk, uden at der er kommet nye krav?”
Vestager fremhævede som eksempel, at regeringen har fjernet reglen om dummebøder på beskæftigelsesområdet.
”Vi gør noget; vi er i gang. Vi forsøger at handle og tænke på andre måder”, sagde hun.