EU har helt glemt borgerne i forsøgene på at komme ud af den økonomiske krise. Politikerne underminerer det europæiske projekt ved at forlænge den finansielle og sociale krise og fremmedgøre millioner af borgerne rundt omkring i EU.

Det mener den Europæiske Faglige Samling, EFS, der som optakt til stats- og regeringsledernes møde i Det Europæiske Råd i morgen og fredag advarer imod at fortsætte den nuværende politik og kræver, at den erstattes med en politik, der bygger på investeringer, en bæredygtig industripolitik og kvalitetsjob.
Vi i fagbevægelsen tror ikke på, at krisen er ovre. Vi må stille spørgsmålet, hvem der er ude af krisen? Er det det finansielle system eller borgerne? spørger generalsekretær Bernadette Ségol.
EFS vil fortsætte kampen for at få vendt politikken. Fagbevægelsen har vedtaget en plan, der kræver, at der investeres 2 pct. af hele EU’s BNP hvert af de kommende år for at kickstarte yderligere private investeringer og skabe vækst og beskæftigelse.
Planen, der tidligere er omtalt på fagligt.eu, lægger blandt andet op til, at der investeres i den grønne økonomi. Energisektoren skal omlægges og transportnet og andre infrastrukturer skal udbygges.
Der skal øget fokus på uddannelser og også den offentlige service. Det kræver blandt andet et øget samarbejde mellem nationale myndigheder, civilsamfund og lokale myndigheder om at skabe en høj service.
Krav om omfordeling af rigdom i EU
Den sociale service skal forbedres, så der er bedre forhold for de ældre og også flere sociale boliger.
Rige og økonomisk stærkere lande og grupper må bidrage ekstra for at finansiere de fremtidige investeringer. Der må ske en omfordeling af indkomster, så uligheder og fattigdom bekæmpes både på nationalt og europæisk plan.
Den sociale dialog, kollektive forhandlinger og medarbejdernes indflydelse i den økonomiske udvikling skal udbygges.
Borgerne vil straffe EU
EFS vil lægge pres på EU-systemet ved en stor demonstration i Bruxelles den 4. april, når Europa-Parlamentet forbereder valgkampen til et nyt Parlament. EFS finder, at der i valgkampen må lægges vægt på en kamp mod nationalisme, racisme, populisme og i stedet sikres, at valgkampen kommer til at dreje sig om kampen for gode job, en afvisning af den nuværende nedskæringspolitik og garantier for, at økonomiske friheder ikke går forud for grundlæggende sociale rettigheder.
Den sociale dimension i Europa er ekstremt svag. Borgerne er ikke enige i den vej, som EU bevæger sig på. Sådan et Europa vil borgerne ikke se venligt på, hvis det ikke ændrer kurs, siger Bernadette Ségol før ugens EU-topmøde.
Kilde: fagligt.eu