Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø har i deres seneste store undersøgelse af arbejdsmiljøet blandt beskæftigede danskere bl.a. spurgt til stress og til kilder til stress.
Følgende fremgår af det offentliggjorte materiale om undersøgelsen på NFA’s hjemmeside:
Andel stressede
Deltagerne i undersøgelsen er blevet bedt om at svare på hvor ofte de har følt dig stresset i de sidste 2 uger. 15 procent af de adspurgte svarer "hele tiden" eller "ofte".
Kilder til stress blandt de stressede
De personer, der har angivet, at de har været stressede, er efterfølgende blevet bedt om at svar på spørgsmålet "Hvad var den vigtigste kilde til din stress?"
Blandt de 2.424 personer der svarede, at de følte sig stressede "hele tiden" eller "ofte", fordeler svarene på spørgsmålet om den primære kilde til stress sig sådan:
Vigtigste kilde til stress |
Antal |
Procent af deltagerne |
Arbejde |
1.265 |
52,19 |
Privatliv |
112 |
4,62 |
Både arbejde og privatliv |
1.047 |
43,19 |
Den gruppe, som her angiver kilderne til deres stress, svarer til dem som FTF i andre sammenhænge har betegnet som gruppen i ”den røde zone": Personer, der er så stressede, at det kan være helbredstruende.
NFA’s beskrivelse af stress og kilder til stress fremgår af et faktaark, der kan findes på NFA’s hjemmeside.
Andelen, hvor arbejdet har været en kilde til stress de seneste 2 uger
Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø har ud over ovenstående også kombineret de to spørgsmål og udregnet andelen, hvor arbejdet har været en kilde til stress indenfor de seneste 2 uger.
Personerne er delt op efter, om arbejdet har været en vigtig kilde til stress. De to spørgsmål om stress er her kombineret, så personer helt uden stress (dvs. score på 0 i det første spørgsmål) og personer med stress, men hvor den vigtigste kilde til stress er privatlivet (dvs. de har svaret ‘b’ i det andet spørgsmål), er i den ene gruppe. I den anden gruppe er de personer, som har en stress score over 0, og som har svaret enten ‘a’ eller ‘c’ som vigtigste kilde til stress. I resultaterne præsenteres procent med stress fra arbejde.
Andelen blandt alle deltagere i undersøgelsen er 69 procent.
Andelen præsenteres visuelt på NFA’s hjemmeside. Tallet fremgår, når resultaterne bag figuren eksporteres til excel via den mulighed, der findes over figuren.
FTF vurderer ikke, at denne andel er et helt lige så relevant mål for i hvilken udstrækning, stress er arbejdsrelateret. Det skyldes for det første, at man her sammenblander spørgsmålene om man har været stresset med spørgsmål om kilden til stress. For det andet skyldes det, at man har taget alle niveauer af oplevet stress med.
Resultaterne bygger på nedenstående spørgsmål. Svarmuligheder er sorteret efter score (tal i parentes)
45: Hvor ofte har du følt dig stresset i de sidste 2 uger?
· ( 4 ) Hele tiden
· ( 3 ) Ofte
· ( 2 ) Sommetider
· ( 1 ) Sjældent
· ( 0 ) Aldrig
45a: Hvad var den vigtigste kilde til din stress?
· ( a ) Arbejde
· ( b ) Privatliv
· ( c ) Både arbejde og privatliv
Læs mere om undersøgelsen her:
NFA gennemfører store spørgeskemabaserede undersøgelse af arbejdsmiljøet blandt erhvervsaktive danskere hvert andet år i perioden 2012-2020.
I 2012 deltog 16.300 beskæftigede danskere i undersøgelsen. Resultaterne af undersøgelsen er baseret på svarene fra disse 16.300 personer.