Arbejdsløse og folk, der er truet af arbejdsløshed, får bedre muligheder for at starte en egen virksomhed, efter Europa-Parlamentets udvalg for beskæftigelse og sociale anliggender i dag sagde god for en aftale mellem forhandlere fra Europa-Parlamentet og EU-landene. Aftalen sætter 6,1 milliarder kroner af til en lang række projekter, der tidligere var dækket af tre programmer.

Ud over støtte til folk, der vil starte en egen virksomhed, giver det ny program, Beskæftigelse og social innovation, også støtte til en lang række projekter for beskæftigelse, sociale forbedringer og integration og også en tværnational arbejdsformidling, der skal gøre det lettere for folk at søge arbejde i andre lande.
Det ny program er det første, der vedtages inden for den ny flerårige budgetramme, der løber fra 2014 til 2020. Socialdemokraternes Ole Christensen, der er medlem af Europa-Parlamentets udvalg, er tilfreds med, at netop det program blev vedtaget hurtigt.
Det er uhyre vigtigt, at vi hurtigt får vedtaget de initiativer, der er på området for beskæftigelse og de sociale forhold. Med den stadigt uacceptabelt høje arbejdsløshed er det helt afgørende, at vi får finansieringen på plads, så der i landene kommer gang i arbejdet med at oprette projekter, siger Ole Christensen.
Den største del af midlerne går til projekter, der støtter områder inden for beskæftigelse, social inklusion og ligestilling. Det særlige Progress-program, der omhandler projekter vedr. beskæftigelse, social dimension m.v.,  får 61 procent af midlerne. Programmet EURES, der gør det lettere for folk at finde ledige job i andre lande, får 18 procent. Initiativer for folk, der vil starte egen virksomhed, og også sociale virksomheder får 21 procent.
Ole Christensen fremhæver, at der netop med den fordeling lægges vægt på at få gang i beskæftigelsen og få forbedret sociale forhold i en tid, hvor en betydelig del af især ungdommen og indvandrere holdes ude af samfundet.
Kilde: fagligt.eu