For første gang i næsten to år er der fremgang i eurozonens industri. I juli kom Markits indeks for udviklingen i industrien i de 18 lande op på 50,3 og brød dermed gennem grænsen for vækst, der er sat til 50. Det er ikke sket siden juli 2011, skriver Reuters.
Af Eurostats meddelelse fremgår det, at der var en svag nedgang i antallet af arbejdsløse. Men som i arbejdsløshedsstatistikken er der også forskel på udviklingen i industrien i de forskellige lande.
Tyskland, der har en af EU-landenes laveste arbejdsløshedsprocenter, har for alvor fået gang i industrien. Indekset steg til 50,7 fra 48,6 i juni. Tyskland er længe blevet bebrejdet, at lønstigninger var nogle af de laveste i EU op gennem 00’erne og også i de senere år. De lave lønstigninger har betydet, at forbruget i EU to af og hæmmede væksten, hed det.
I foråret er der imidlertid givet væsentlige lønstigninger, og der har tilsyneladende fået optimismen frem blandt tyskerne, så de igen forbruger.
Økonom hos Markit Tim Moore siger da også, at det er den hjemlige efterspørgsel, der har skabt fremgangen for industrien. Den har mere end modsvaret tilbagegang i eksporten, hvor Tyskland også mærker svagere efterspørgsel i Kina.
Den Internationale Valutafond og også EU-Kommissionen ser med bekymring på den græske økonomi og frygter, der bliver behov for ny hjælp, hvis den græske økonomi fortsætter sin tilbagegang. Det ny indeks for udviklingen i industrien giver grundlag for en smule optimisme. Den græske industris hastige nedgang er taget af. Farten mod afgrunden var den laveste i tre år, og indekset steg fra 45,4 procent i juni til 47,0 i juli og kom dermed tættere på grænsen for, hvornår der er vækst.
Kilde: fagligt.eu