De unges arbejdsløshed steg igen i juni i både EU og eurozonen og nåede igen op på 23,9 procent i eurozonen. For de unge i Spanien blev situationen værre i juni, hvor 56,1 procent af de unge ikke kunne finde arbejde, viser en ny opgørelse fra Eurostat. I maj var 55,8 procent af de unge i Spanien uden job.
En spansk undersøgelse viser, som tidligere omtalt på fagligt.eu, at unge spaniere i store tal har fået sommerjob i juli, men det ventes netop, at det kun er job, mens turisterne strømmer til. At situationen for de unge er katastrofal i EU understreges af, at kun Tyskland og Østrig har en ungdomsarbejdsløshed under den samlede arbejdsløshed i EU, der var på 10,9 procent i juni.

Eurozonen er stadig hårdere ramt af arbejdsløshed end EU som helhed. I begge områder var der imidlertid forbedringer i juni. For første gang i over to år faldt arbejdsløsheden. I EU som helhed var det 32.000 arbejdsløse, der slap ud af køen, og i eurozonen 24.000. I hele EU var arbejdsløsheden dog oppe på 26,424 millioner arbejdsløse.
 Østrig har den laveste arbejdsløshed. 4,6 procent af østrigerne var uden job i juni. I Tyskland var det 5,4 procent, der ikke kunne finde arbejde, og i Holland 6,8 procent.
Arbejdsløsheden i Grækenland var i april på 26,9 procent. Det er det seneste tal fra kriselandet. I Spanien var den i juni på 26,3 procent. De to lande skiller sig ud som dem, der har langt de største problemer med beskæftigelsen. Som nummer tre har Portugal en arbejdsløshed på 17,4 procent og på Cypern 17,3.
Kilde: fagligt.eu