I 9 af 13 eurolande, der er tal for, faldt nationalproduktet i årets første tre måneder. Kun i Belgien, Tyskland og Slovakiet var der vækst, viser nye skøn fra Eurostat. Østrig havde nul-vækst.
Krisen i eurozonen understreges af, at det kun er Tjekkiet uden for eurozonen, der er blandt landene med negativ vækst i årets første kvartal sammenlignet med det sidste i 2012.
Eurostat har kun tal for 23 EU-lande og ikke for euro-landene Grækenland og Malta, der begge havde minusvækst i det forrige kvartal. Der er heller ikke tal for Irland, der havde 0-vækst i det foregående kvartal. Til gengæld viser opgørelsen tydeligt, at problemerne i eurozonen ikke er ovre. Samlet blev det til et minus på 0,2 procent i væksten i det første kvartal. Eurozonen trak samtidig væksten i hele EU ned, så den også var negativ,minus 0,1 procent.
Kriselandet Cypern har haft minusvækst fire kvartaler i træk og stigende gennem de seneste tre. Væksten var på minus 1,3 procent i første kvartal. Det var den værste udvikling i EU.
Ikke-eurolandet Tjekkiet følger efter med en minusvækst på 1,1 procent og har også haft et minus i væksten i fire kvartaler i træk. Resten af landene med minusvækst i årets første tre måneder er alle eurolande. Estland, der ellers har rettet økonomien op efter hårde reformer i krisens start, havde i årets første tre måneder en minusvækst på 1.0 procent, men en fremgang i forhold til første kvartal af 2012 på 1,2 procent.
Slovenien, der nu kæmper med reformer, havde et minus i væksten på 0,7 procent og Spanien og Italien begge minusser på 0,5 procent efter fald i væksten i fire kvartaler i træk. Frankrig er også stadig i recession med en minusvækst på 0,2 procent.
Blandt de nordiske EU-lande er det kun eurolandet Finland, der havde minusvækst i årets første kvartal. Den danske vækst blev opgjort til 0,2 procent og den svenske til 0,6 procent. Tyskland, der sluttede 2012 med minusvækst, kom op på en vækst på 0,1 procent i første kvartal af i år.
Kilde: fagligt.eu