Vi skal ikke blive syge af vores arbejde. Derfor er arbejdsmiljøet noget, vi i fagbevægelsen tager meget alvorligt. Alle skal sikres et ordentligt arbejdsmiljø, der er meget andet end de fysiske rammer, hvor folk arbejder. Arbejdsmiljø har også en masse at gøre med, hvordan vi planlægger arbejdet og har det med hinanden på jobbet, og det er heldigvis gået op for politikerne.
FTF har i lang tid peget på, at indsatsen mod dårligt psykisk arbejdsmiljø halter langt efter indsatsen i forhold til fysisk arbejdsmiljø. Derfor er det da også glædeligt, at vi her i 2013 netop har fået sidestillet det psykiske og fysiske arbejdsmiljø.