En stor international konference på RUC om styring og innovation i den offentlige sektor er netop afsluttet. På konferencen, som bl.a. FTF deltog i, var 275 forskere, praktikere og studerende samlet for at sætte ord og løsninger på nogle af den offentlige sektors mange udfordringer.
Gennem workshops arbejdede deltagerne intensivt med løsninger på "wicked problems", dvs. komplekse problemer, som den offentlige sektor står overfor, og som kræver nye, utraditionelle og innovative løsninger.
Undervejs blev der udarbejdet et manifest – "The Roskilde Declaration" – der fremhæver, hvordan man kan skabe vellykket innovation i den offentlige sektor. Det er planlagt, at manifestet bliver sendt til politikerne. Manifestet fokuserer bl.a. på behovet for samarbejde om innovation, fordi de traditionelle organisationsskel og opdelinger ikke kan løse de komplekse problemer. Manifestet gør også op med nulfejl-kulturen og understreger behovet for, at politikerne skal bakke fuldt op om innovationen, hvis den skal rykke noget og skabe en bedre offentlig sektor.
Læs mere om konferencen og manifestet her:
http://ruconf.ruc.dk/index.php/sun12