Et er en aftalt arbejdstid, noget andet er den reelle virkelighed. Krise eller ej, så arbejdede lønmodtagerne i EU-landene, der i 2011 stadig havde et fuldtidsjob, i gennemsnit 1,6 time mere om ugen end aftalt, viser den årlige analyse fra Eurofound i Dublin over udviklingen i arbejdstiden i Europa.
I de fleste EU-lande er arbejdstiden en del af de kollektive aftaler. Den er oftest forskellig i de forskellige sektorer. I flere lande er arbejdstiden imidlertid holdt ude fra aftalerne. Det gælder de baltiske lande, Polen, Slovenien og også Luxembourg. I de nye medlemslande er arbejdstiden sat til 40 timer om ugen. Af de 12 lande er det kun Slovakiet, hvor den gennemsnitlige arbejdstid er lavere. Den er 39 timer.
Frankrig har den laveste, gennemsnitlige aftalte arbejdstid med 35,6 timer om ugen. Derefter følger Danmark med 37 timer, Holland med 37,1 timer, Sverige 37,2 timer, mens endnu fem lande og heriblandt Tyskland har en arbejdstid på under 37,8 timer om ugen.
Når det kommer til den reelle arbejdstid, har finnerne den korteste arbejdsuge. Den er i gennemsnit på 37,8 timer. Herefter kommer Frankrig, der trods den korte, aftalte arbejdstid kommer op på reelt 38,1 time om ugen. Danskerne arbejder i gennemsnit 38,8 timer om ugen og dermed også mere, end der er aftalt.
De længste arbejdsuger har tyskerne med i gennemsnit 40,6 timer, luxembourgerne med 40,6 timer og rumænerne, der når op på 41,3 timer om ugen.
Kortest arbejdstid i den offentlige sektor
I den offentlige sektor er kollektive aftaler om arbejdstid ikke almindelige. I de fleste lande er det lovgivning, der fastsætter arbejdstiden. Den ændrede sig stort set ikke fra 2010 til 2011. Undtagelsen er Slovakiet, der netop adskilte sig fra især andre nye medlemslande ved at have kollektive aftaler, og de øgede arbejdstiden fra 37,5 timer om ugen i 2009 til 37,7 timer i 2010 og 37,8 timer i 2011.
Den laveste arbejdstid har de offentligt ansatte i Frankrig, Portugal og Frankrig med 35 timer om ugen. 13 lande har en arbejdstid på 40 timer. Af de 12 nye EU-lande har kun Cypern og Slovakiet en arbejdstid på under 40 timer, mens både Luxembourg og Østrig følger de 40 timer.
Spanien har i år som en del af krisepolitikken øget de offentligt ansattes arbejdstid til 37,5 timer om ugen.
Vidt forskellige ferievilkår
Mens tyskerne har lange arbejdsuger, hører de alligevel til dem, der har den korteste, årlige arbejdstid. De har både lange ferier og mange helligdage, så de kommer op på samlet i gennemsnit at arbejde 1.658,8 timer om året. Danskerne har lige som tyskerne 30 dages årlig ferie, men kun ni helligdage mod tyskernes 10. Danskerne arbejder årligt 1.635,4 timer, mens franskmændene arbejder kortest, nemlig1.580,6 timer.
Ungarerne og rumænerne er dem, der arbejder mest i løbet af et år. De når op på 1.865 timer. Ungarerne hører til dem, der kun har 20 feriedage om året og blot syv helligdage. Rumænerne har 21 feriedage, men kun seks helligdage.
Hele rapporten fra Eurofound kan ses