Nej tak til at indtage lederstolen. Sådan lyder svaret fra langt de fleste medarbejdere i en ny undersøgelse. Kun 15 procent af ansatte i den private sektor kan i høj eller meget høj grad tænke sig at blive leder på deres nuværende arbejdsplads. Blandt de offentligt ansatte er tallet langt lavere; nemlig syv procent.
Spørger man de samme medarbejdere, om en lederstilling på en anden arbejdsplads end deres nuværende kan lokke, løsner de lidt op. Hver fjerde i den private sektor svarer her i høj eller meget høj grad, mens 15 procent af de offentligt ansatte svarer ja tak til det samme.
Det er ærgerligt, hvis flere medarbejdere ikke interesserer sig for de vigtige elementer i lederrollen, mener FTF’s personale- og administrationschef, Marianne Heide:
"Ledere er med til at skabe et godt arbejdsmiljø og til at sætte rammerne for udførelsen af arbejdsopgaver", siger hun.
"FTF forventer sig derfor meget af projektet om rekruttering til ledelse, der netop er sat i gang i Væksthus for Ledelse. Her er fokus netop på at vise mangfoldigheden i ledelsesopgaven, og på hvordan den enkelte leder er med til at definere sin rolle," uddyber Marianne Heide.
Undersøgelsen er lavet af analyseinstituttet Wilke for Dansk Arbejdsgiverforening, der omtaler den i deres arbejdsmarkedsrapport for 2011. Svarene kommer fra cirka 2.300 beskæftigede. Heraf er 350-400 ledere.