Selv om kvinde havde været sygemeldt efter en ulykke på vej til arbejde, skal der ikke rokkes ved optjeningsperioden, fremgår det af dommen. Den fastslår samtidig, at der ikke i en lovgivning kan stilles betingelser om ansættelse i mindst 10 eller 30 dage for at optjene til den betalte ferie.
Domstolens afgørelse er truffet i det, der kaldes ”Store afdeling”. Det er fuldt hus med retspræsidenten, afdelingsformænd og de ældste dommere, og denne store kreds træder kun sammen, når der skal afgøres vigtige principielle spørgsmål.
I den aktuelle sag, som kom fra Frankrig, er der ingen tvivl om, at ”en arbejdstagers ret til årlig betalt ferie ifølge fast retspraksis skal betragtes som et særligt vigtigt princip i Unionens sociallovgivning, der ikke kan fraviges, og som skal gennemføres af de kompetente nationale myndigheder.”
Spørgsmålet var også, om man – som Frankrig har gjort det – kan stille betingelser om, at lønmodtageren skal have været i arbejde 10 dage eller en måned for at optjene til den betalte ferie? Nej siger EU-dommerne.
Dommerne har også taget stilling til spørgsmålet om betydningen af, at det er en privat aftale mellem to private parter, der har givet anledning til sagen. Dommerne siger, at den, der har lidt skade som følge af den nationale lovgivnings manglende opfyldelse af Arbejdstidsdirektivet, kan støtte sin ret på EU-domstolens klare afgørelser på området.
Det var en fransk kvinde, der var gået til domstolene, fordi hun ikke havde optjent ferie under et sygefravær. Hun var kommet til skade på vej til arbejde og ønskede det betragtet, som om hun havde været udsat for en arbejdsulykke.
EU-dommerne går endnu videre og siger, at man ikke foretager nogen sondring alt efter årsagen til den sygemeldte arbejdstages lovlige fravær, ” idet enhver arbejdstager, uanset om han har sygeorlov som følge af en ulykke indtruffet på arbejdsstedet eller et andet sted, eller som følge af en sygdom, uanset dennes karakter eller oprindelse, har ret til årlig betalt ferie af mindst fire ugers varighed.”
Generaladvokaten, der tidligere er fremkommet med et forslag til afgørelse, har i sin gennemgang af alle juridiske sider af sociallovgivningen faktisk udarbejdet en slags responsum om, hvordan man skal forstå den juridiske status for Charteret om grundlæggende rettigheder, der er indarbejdet i Lissabon-traktaten.
Kilde: fagligt.eu