Mens verdens lande på COP31 diskuterer, hvem der skal betale for klimakrisen, afslører en ny rapport fra Oxfam en enorm klimaulighed. Verdens rigeste 0,1 procent udleder mere CO₂ end de fattigste 3,5 milliarder mennesker tilsammen. Samtidig rammes verdens fattigste hårdest af klimaforandringerne, mens nogle af de rigeste ligefrem tjener penge på klimakrisen. Rapporten understreger behovet for en mere retfærdig grøn omstilling.

Verdens lande er igen samlet for at bekæmpe klimakrisen. Men på klimatopmødet COP31 i Tyrkiet er det endnu en gang svært at blive enige om, hvem der skal betale regningen. De fattigste lande kræver større økonomisk støtte fra de rige lande, mens forhandlingerne om både finansiering og udfasning af fossile brændstoffer er kørt fast i politiske uenigheder.

Nu er topmødet gået ind i sin afgørende uge, og spørgsmålet er, om verdens ledere kan omsætte ambitionerne til konkrete aftaler.

Midt i diskussionen om ansvar og betaling sætter en ny rapport fra Oxfam klimakrisens ulighed i et skarpt lys.

Rapporten Disaster Divide: How Climate Chaos Deepens Inequality and Enriches the Few, der udkom den 27. oktober, viser, at verdens rigeste 0,1 procent udleder mere CO₂ end de fattigste 3,5 milliarder mennesker tilsammen. Samtidig har verdens rigeste ene procent bidraget til 20 procent af den globale opvarmning siden 1990.

Det skyldes ikke kun luksusforbrug som privatfly, store boliger og mange rejser. De rigestes investeringer i virksomheder med høje udledninger spiller også en væsentlig rolle. Alene de udledninger, der kan knyttes til investeringerne hos verdens 1.000 milliardærer, svarede i 2025 til 486 millioner ton CO₂-ækvivalenter. Det er mere end de årlige udledninger fra mange lande.

Nøgletal

0,1%

Verdens rigeste udleder mere end de fattigste 44 procent tilsammen

20%

Af den globale opvarmning siden 1990 tilskrives den rigeste ene procent

14 ton

Årligt klimaaftryk pr. person blandt Danmarks rigeste tiendedel

Samtidig er det ofte mennesker med de laveste indkomster, der betaler den højeste pris for klimaforandringerne. Ekstrem varme, oversvømmelser og tørke rammer mennesker, der i forvejen har begrænsede økonomiske muligheder.

De har vanskeligere ved at beskytte deres boliger, sikre deres indkomst og genopbygge deres tilværelse efter en katastrofe. Oxfam anslår, at blot ét års udledninger fra verdens rigeste ene procent på længere sigt kan medføre 1,9 millioner ekstra dødsfald som følge af ekstrem varme. Det er en modelberegning og ikke registrerede dødsfald.

Klimauligheden viser sig også i Danmark. Ifølge Oxfam udleder de rigeste 0,1 procent af danskerne 23 gange så meget CO₂ pr. person som gennemsnitsdanskeren. Privatfly er et synligt eksempel. I 2025 blev der registreret 4.423 privatflyafgange fra Danmark. Alligevel er privatfly ikke omfattet af den passagerafgift, som gælder almindelige flyrejser. En dansk rundspørge viser, at 72 procent mener, at privatfly bør betale en højere afgift end almindelige flybilletter.

Klimakrisen rammer de fattigste hårdest

Oxfam anslår, at ét års udledninger fra verdens rigeste ene procent på længere sigt kan føre til 1,9 millioner ekstra dødsfald som følge af ekstrem varme.

Privatfly slipper for passagerafgiften

Oxfam registrerede 4.423 privatflyafgange fra Danmark i 2025. Alligevel er privatfly undtaget fra den danske passagerafgift på almindelige flyrejser.

Men klimauligheden handler om mere end privatfly. Oxfam dokumenterer også, hvordan økonomisk velstand giver bedre muligheder for at undgå klimakrisens værste konsekvenser. De mest velstående kan købe forsikringer, flytte til mere sikre områder og investere i virksomheder, der tjener penge på klimatilpasning og genopbygning. Mennesker med færre ressourcer risikerer derimod at miste både bolig, indkomst og opsparing, når klimakatastrofer rammer.

Rapporten rejser derfor et grundlæggende spørgsmål om retfærdighed. Hvem har det største ansvar for klimakrisen? Hvem betaler for konsekvenserne? Og hvem har mulighed for at beskytte sig?

For FH er svaret, at den grønne omstilling skal være både ambitiøs og socialt retfærdig. De største udledere og dem med de bredeste økonomiske skuldre skal bidrage mest. Samtidig skal lønmodtagere have økonomisk tryghed, adgang til uddannelse og reelle muligheder for at vælge grønnere løsninger. Ellers risikerer klimapolitikken at øge uligheden og svække den brede opbakning, som er nødvendig for at gennemføre omstillingen.

Hovedkonklusioner

En meget lille del af verdens befolkning står for en enorm del af de globale CO₂-udledninger.

Oxfams rapport viser, at verdens rigeste 0,1 procent – omkring otte millioner mennesker – samlet udleder mere CO₂ om året end de fattigste 44 procent af verdens befolkning. Det svarer til omkring 3,5 milliarder mennesker.

Forskellen er så stor, at de rigeste 0,1 procent også udleder mere end tre gange så meget som hele befolkningen i Afrika syd for Sahara tilsammen.

Det er et markant billede på den globale klimaulighed. Men rapporten viser også, at forskellene ikke kun handler om, hvor meget CO₂ mennesker udleder i dag.

De rigeste har gennem årtier bidraget langt mere til den globale opvarmning end mennesker med lave indkomster.

Oxfam beregner, at verdens rigeste ene procent har bidraget til 20 procent af den globale opvarmning siden 1990. Det er 20 gange mere end gruppens andel af verdens befolkning.

Rapporten kobler desuden udledningerne til konkrete klimaforandringer. En person blandt verdens rigeste 0,1 procent har bidraget næsten 400 gange mere til nutidens ekstreme hedebølger end en person fra den fattigste halvdel af verdens befolkning.

Det betyder ikke, at den enkelte velhavende person har forårsaget en bestemt hedebølge. Det er en modelberegning af, hvor meget forskellige indkomstgruppers udledninger har bidraget til at øge risikoen for ekstrem varme.

Figur 1

Luksusforbrug er kun en del af forklaringen

De rigestes store klimaaftryk skyldes blandt andet et omfattende privatforbrug.

Store boliger, flere biler, lystbåde og privatfly er eksempler på aktiviteter, der kan medføre meget høje udledninger.

Oxfam fremhæver privatfly som et særligt tydeligt eksempel. Rapporten anslår, at privatfly benyttes af omkring 250.000 mennesker på verdensplan. Det svarer til cirka 0,003 procent af verdens befolkning.

Men privatforbruget er kun en del af historien.

De rigestes investeringer og ejerskab i virksomheder spiller også en væsentlig rolle. Derfor har Oxfam undersøgt udledningerne fra de virksomheder, som verdens milliardærer investerer i.

Rapporten identificerer investeringer fra 1.000 milliardærer i 1.095 virksomheder.

De udledninger, der kan knyttes til milliardærernes ejerandele, svarede samlet til 486 millioner ton CO₂-ækvivalenter i 2025.

Hvis udledningerne blev opgjort som et land, ville de placere gruppen som verdens 19. største udleder.

Oxfam finder samtidig, at 71 procent af milliardærernes investeringer ligger i sektorer med stor klimapåvirkning. Det gælder blandt andet olie, gas og kemisk industri.

Det viser, at økonomisk ulighed også har betydning for, hvem der ejer og investerer i de virksomheder, som står bag store udledninger.

Når klimapolitikken skal reducere de største udledninger, er det derfor ikke tilstrækkeligt kun at se på privatforbruget. Der er også behov for at se på investeringer, virksomhedernes ansvar og de økonomiske strukturer, der fastholder høje udledninger.

Oxfams analyse peger dermed på en grundlæggende sammenhæng mellem økonomisk magt og klimaansvar.

Klimakrisen rammer ikke alle mennesker lige hårdt.

De mest velstående står for en uforholdsmæssig stor del af udledningerne. Men det er ofte mennesker med de laveste indkomster, der er mest udsatte for konsekvenserne.

Det skyldes ikke kun, hvor mennesker bor. Det handler også om deres muligheder for at beskytte sig.

Når ekstrem varme, oversvømmelser eller tørke rammer, kan mennesker med høje indkomster ofte betale for forsikringer, bedre boliger eller flytning til mere sikre områder.

Mennesker med lave indkomster har langt færre muligheder.

De risikerer at miste deres hjem, deres arbejde eller deres opsparing. Samtidig kan de have vanskeligt ved at finansiere genopbygningen efter en katastrofe.

Oxfam beskriver derfor en ond cirkel, hvor økonomisk ulighed gør mennesker mere udsatte for klimakatastrofer, mens katastroferne efterfølgende øger uligheden yderligere.

Oversvømmelser er langt mere dødelige i ulige samfund

Rapporten fremhæver, at dødeligheden ved oversvømmelser er syv gange højere i lande med større økonomisk ulighed.

Det understreger, at konsekvenserne af ekstremt vejr ikke kun afhænger af naturens kræfter.

Samfundets økonomiske og sociale forhold spiller også en afgørende rolle.

Adgang til sikre boliger, sundhedsvæsen, infrastruktur og økonomiske sikkerhedsnet har betydning for, om mennesker kan beskytte sig og komme videre efter en katastrofe.

Oxfam fremhæver blandt andet en undersøgelse fra Mumbai i Indien. Her måtte husholdninger med lave indkomster efter oversvømmelser bruge beløb svarende til 15 måneders indkomst på at reparere og erstatte ødelagte ejendele.

For husholdninger med højere indkomster svarede udgifterne til omkring én måneds indkomst.

Det er et konkret eksempel på, hvordan den samme type klimakatastrofe kan få vidt forskellige økonomiske konsekvenser.

For mennesker med få ressourcer kan en oversvømmelse betyde langvarig gæld eller tab af hele opsparingen. For mere velstående husholdninger er der langt bedre muligheder for at komme økonomisk på fode igen.

De rigestes udledninger får alvorlige konsekvenser

Oxfam har også undersøgt de forventede langsigtede sundhedsmæssige konsekvenser af de rigestes udledninger.

Rapporten anslår, at blot ét års udledninger fra verdens rigeste ene procent på længere sigt vil føre til 1,9 millioner ekstra dødsfald som følge af ekstrem varme.

Det er vigtigt at understrege, at tallet er en modelberegning. Der er ikke tale om allerede registrerede dødsfald.

Beregningen illustrerer, hvordan udledninger i dag kan få konsekvenser for mennesker mange år frem i tiden.

Rapporten peger også på, at klimaforandringerne kan gøre det vanskeligere at producere fødevarer og bidrage til højere fødevarepriser.

Det rammer særligt mennesker, der i forvejen bruger en stor del af deres indkomst på mad.

Når høstudbytter falder, eller fødevarepriserne stiger, kan konsekvenserne derfor være langt mere alvorlige for fattige husholdninger end for velstående.

Det er netop denne dobbelte ulighed, Oxfam fremhæver: De mennesker, der har bidraget mindst til klimakrisen, risikerer at betale den højeste pris for dens konsekvenser.

De globale forskelle mellem rig og fattig findes også i Danmark.

Ifølge Oxfam Danmark udleder de rigeste 0,1 procent af danskerne 23 gange så meget CO₂ pr. person som en gennemsnitsdansker.

Det viser, at en meget lille gruppe af de mest velstående danskere har et klimaaftryk, der ligger langt over gennemsnittet.

Privatfly er et af de tydeligste eksempler på denne forskel.

Oxfam har analyseret trackingdata for privatfly og opgjort 4.423 afgange fra Danmark i 2025.

Ifølge organisationen udledte privatflyene samlet på blot tre timer mere CO₂, end en gennemsnitsdansker udleder på et helt år.

Tallene viser, hvor store udledninger en meget CO₂-tung transportform kan medføre. Men de rejser også et spørgsmål om, hvordan Danmark fordeler omkostningerne ved klimahandling.

Privatfly er undtaget fra passagerafgiften

Danmark har indført en passagerafgift på almindelige flyrejser. Når afgiften er fuldt indfaset i 2030, vil den ifølge Oxfam i gennemsnit udgøre 100 kroner pr. billet.

Privatfly er imidlertid ikke omfattet af afgiften.

Det betyder, at passagerer på almindelige rutefly betaler en afgift, mens rejser med privatfly ikke er omfattet af den samme ordning.

I regeringsgrundlaget er der lagt op til, at privatfly skal omfattes af passagerafgiften. Men ifølge Oxfam Danmark var der ikke taget konkrete skridt til at gennemføre ambitionen i regeringens finanslovsforslag for 2027.

Oxfam ønsker derfor en væsentligt højere passagerafgift på privatfly end på almindelige flybilletter.

Organisationen foreslår desuden en progressiv afgift på flyrejser, hvor personer, der flyver ofte, skal betale mere. Oxfam ønsker også en højere afgift på business class-rejser.

Forslagene bygger på et princip om, at afgifterne i højere grad skal afspejle, hvor meget CO₂ forskellige rejseformer udleder.

Syv ud af ti danskere ønsker højere afgift på privatfly

Der er betydelig folkelig opbakning til at lade de mest forurenende flyrejser betale mere.

En repræsentativ rundspørge foretaget for Oxfam Danmark viser, at 72 procent af danskerne er helt eller delvist enige i, at passagerafgiften på privatfly bør være højere end på almindelige flybilletter.

Samtidig er 67 procent helt eller delvist enige i, at de mest forurenende rejser også bør omfattes af en passagerafgift.

Privatfly er et konkret eksempel på en større udfordring i klimapolitikken.

Debatten bør ikke reduceres til enkelte personers rejser eller til symbolpolitik. Det afgørende er, at der er sammenhæng mellem udledninger, økonomisk formåen og betaling.

Det er også den principielle diskussion, der bliver relevant, når der sættes fokus på transporten til internationale klimatopmøder.

Hvis klimapolitikken skal opleves som retfærdig, er det vigtigt, at reglerne er gennemskuelige og bygger på konsekvente principper.

De største udledninger skal reduceres. Og mennesker med de største økonomiske muligheder skal også kunne bære en større del af omkostningerne.

En af de mest opsigtsvækkende konklusioner i Oxfams rapport handler ikke kun om, hvem der udleder mest.

Den handler om, hvem der tjener penge på klimakrisen.

Oxfam peger på, at nogle af verdens mest velstående investorer både har investeringer i virksomheder, der bidrager til klimaforandringerne, og i virksomheder, der tjener penge på at håndtere konsekvenserne.

Det kan eksempelvis være investeringer i fossile brændstoffer kombineret med investeringer i virksomheder, der arbejder med katastrofeberedskab, klimatilpasning og genopbygning.

Dermed kan nogle investorer opnå økonomiske gevinster på begge sider af klimakrisen.

Investeringer i både forurening og genopbygning

Oxfam har undersøgt 217 virksomheder, der enten bidrager til klimaforandringerne eller tjener penge på at forberede sig på og håndtere klimakatastrofer.

Undersøgelsen indgår i rapportens såkaldte Destroy & Rebuild Index.

Ifølge Oxfam havde virksomhederne i indekset en gennemsnitlig fortjeneste på 1,8 milliarder amerikanske dollar i 2025. De udbetalte samtidig i gennemsnit mere end én milliard dollar til aktionærerne.

Det betyder, at investorer kan have økonomiske interesser i både aktiviteter, der bidrager til klimaforandringerne, og i den efterfølgende håndtering af skaderne.

Oxfam peger desuden på, at det globale marked for genopbygning efter katastrofer forventes at vokse fra 70 til 92 milliarder amerikanske dollar årligt frem mod 2029.

Det er et marked, der blandt andet vokser i takt med behovet for at håndtere skader fra ekstremt vejr.

Klimakatastrofer kan forstærke økonomisk ulighed

Problemet er ikke, at virksomheder tjener penge på at beskytte mennesker eller genopbygge ødelagt infrastruktur.

Der er tværtimod et stort behov for investeringer i klimatilpasning, beredskab og genopbygning.

Den grundlæggende udfordring opstår, når de økonomiske gevinster ved klimakrisen i høj grad tilfalder mennesker med store formuer, mens mennesker med lave indkomster står tilbage med skaderne og regningen.

Oxfam viser, hvordan store investorer kan have økonomiske interesser i både virksomheder med høje CO₂-udledninger og virksomheder, der tjener penge på klimatilpasning, beredskab og genopbygning efter klimakatastrofer. Dermed kan investorer opnå afkast fra både aktiviteter, der bidrager til klimakrisen, og aktiviteter, der håndterer dens konsekvenser. Figuren bygger på Oxfams Destroy & Rebuild Index, der omfatter 217 virksomheder. Den illustrerer investeringssammenhænge og dokumenterer ikke, at en bestemt investering direkte har forårsaget en bestemt klimakatastrofe. Kilde: Oxfam, Disaster Divide (2026), side 58–59.

Oxfam beskriver, hvordan klimakatastrofer kan skabe nye muligheder for økonomisk udnyttelse. Det kan blandt andet ske gennem opkøb af ejendomme, ændringer i ejerskab og privatisering af infrastruktur efter store katastrofer.

Samtidig kan mennesker, der har mistet deres bolig eller indkomst, blive presset til at sælge ejendom eller optage gæld for at komme videre.

På den måde kan klimakatastrofer forstærke eksisterende forskelle i både indkomst og formue.

Det er en væsentlig pointe i rapporten: Klimakrisen skaber ikke kun nye miljømæssige og sociale problemer. Den kan også forstærke den økonomiske ulighed, der gør mennesker sårbare i første omgang.

Et konkret eksempel på klimauligheden er privatfly.

Ifølge Oxfam Danmark blev der registreret 4.423 afgange med privatfly fra Danmark i 2025. Oxfam oplyser, at flyene samlet på blot tre timer udledte mere CO₂, end en gennemsnitsdansker udleder på et helt år.

Samtidig er privatfly ikke omfattet af den danske passagerafgift på almindelige flybilletter.

Det har gjort privatfly til et synligt eksempel på forskellene mellem de rigestes og almindelige danskeres klimaaftryk.

Debatten om privatfly og rejser til internationale klimatopmøder som COP31 har yderligere sat fokus på spørgsmålet.

Men diskussionen bør ikke ende som en debat om enkelte personers flyrejser eller symbolpolitik.

Det afgørende er, at klimapolitikken bygger på en sammenhængende og principiel tilgang til udledninger og retfærdighed.

De, der udleder mest og har de største økonomiske muligheder, skal også bidrage mest til den grønne omstilling.

Klimaafgifter skal bygge på klare principper

Derfor er det relevant at se på, hvordan klimaafgifterne er indrettet.

Når almindelige flypassagerer betaler en afgift, mens privatfly er undtaget, rejser det et spørgsmål om, hvorvidt byrderne bliver fordelt rimeligt.

Det handler ikke om at udskamme enkelte mennesker for deres forbrug. Det handler om at skabe regler, hvor ansvar og betaling hænger sammen med både klimaaftryk og økonomisk formåen.

En sammenhængende klimapolitik bør derfor tage udgangspunkt i de faktiske udledninger og i princippet om, at forureneren betaler.

Det er også vigtigt for den folkelige opbakning. Hvis mennesker med almindelige indkomster oplever, at de skal betale nye grønne afgifter, mens dem med de største udledninger slipper billigere, kan det svække tilliden til omstillingen.

Danskerne ønsker højere afgifter på privatfly

En rundspørge foretaget for Oxfam Danmark viser, at 72 procent af danskerne er helt eller delvist enige i, at afgiften på privatfly bør være højere end på almindelige flybilletter.

Samtidig viser undersøgelsen, at 67 procent støtter en passagerafgift på de mest forurenende rejser.

Tallene peger på en betydelig opbakning til, at klimaafgifterne i højere grad tager hensyn til, hvor meget forskellige rejseformer belaster klimaet.

Men privatfly er kun ét eksempel på en langt større problemstilling.

En retfærdig klimapolitik skal ikke alene fokusere på de mest synlige former for luksusforbrug. Den skal også forholde sig til de samlede udledninger fra forbrug, transport, produktion og investeringer.

Oxfams nye rapport viser, hvor skævt ansvaret for klimakrisen er fordelt. Verdens rigeste står for en uforholdsmæssig stor del af udledningerne, mens mennesker med de laveste indkomster ofte rammes hårdest af konsekvenserne.

Det understreger en central pointe i FH’s arbejde med den grønne omstilling: Klimapolitikken skal både reducere udledningerne og sikre en retfærdig fordeling af omkostningerne.

For selvom de mest velstående generelt har de største klimaaftryk, kan grønne afgifter og stigende priser ramme lønmodtagere med almindelige og lave indkomster hårdt. De har ofte mindre økonomisk råderum og færre muligheder for at vælge klimavenlige alternativer.

Derfor skal den grønne omstilling ikke alene handle om, hvor meget CO₂ Danmark reducerer. Den skal også handle om, hvem der betaler, hvilke muligheder lønmodtagerne får, og hvordan nye grønne arbejdspladser bliver skabt.

FH har fremlagt 12 konkrete indsatser for en mere retfærdig grøn omstilling. Forslagene skal blandt andet sikre bedre adgang til uddannelse, økonomisk tryghed og nemmere grønne valg.

Udspillet bygger på en grundlæggende erkendelse: Den grønne omstilling kan ikke gennemføres uden lønmodtagerne. Derfor skal de også have mulighed for at få del i dens gevinster.

Grønne afgifter må ikke ramme socialt skævt

Grønne afgifter er et vigtigt redskab til at reducere CO₂-udledningerne. Når det bliver dyrere at forurene, skaber det et økonomisk incitament til at vælge mere klimavenlige løsninger.

Men afgifter kan også ramme socialt skævt.

En familie med en lav indkomst bruger typisk en større del af sit budget på nødvendige udgifter som bolig, energi og transport. Derfor kan stigende priser få større betydning for familiens økonomi, selvom dens samlede klimaaftryk er forholdsvis beskedent.

Samtidig er det ikke alle, der har mulighed for hurtigt at ændre deres forbrug. En lønmodtager, der er afhængig af bilen for at komme på arbejde, kan ikke nødvendigvis skifte til kollektiv transport. Og en familie med begrænset opsparing kan have svært ved at investere i en mere energieffektiv bolig.

Derfor foreslår FH en grøn konto, der skal kompensere lønmodtagere med begrænset økonomisk råderum for konsekvenserne af nye grønne afgifter.

Formålet er at kombinere en ambitiøs klimapolitik med en mere retfærdig fordeling af omkostningerne.

Det handler ikke om at fritage mennesker fra at bidrage til den grønne omstilling. Det handler om at sikre, at bidraget står i et rimeligt forhold til både udledninger og økonomiske muligheder.

Oxfams rapport viser, hvorfor det princip er vigtigt. Når de største udledninger er koncentreret blandt de mest velstående, bør klimapolitikken også afspejle forskellene i klimaansvar og økonomisk formåen.

Uddannelse skal åbne døren til de grønne job

Den grønne omstilling kræver samtidig store forandringer på arbejdsmarkedet.

Danmark får brug for flere faglærte til blandt andet elektrificering, energirenovering og udbygning af den grønne infrastruktur. Samtidig vil nye teknologier og ændrede produktionsformer stille andre krav til medarbejdernes kompetencer.

For nogle lønmodtagere betyder det nye muligheder. For andre kan det betyde, at deres nuværende arbejdsopgaver ændrer sig, eller at deres job på længere sigt forsvinder.

Derfor skal uddannelse være en central del af den grønne omstilling.

FH foreslår blandt andet bedre økonomiske muligheder for voksne, der ønsker at tage en erhvervsuddannelse. Det skal gøre det lettere at skifte spor og uddanne sig til fag, hvor der er behov for arbejdskraft.

FH ønsker også at styrke mulighederne for, at ledige kan tage en erhvervsuddannelse på 110 procent af dagpengene.

Det er vigtigt, fordi økonomien kan være en afgørende barriere for voksne, der overvejer at begynde på en ny uddannelse. Mange har allerede faste udgifter til bolig og familie og kan ikke uden videre klare sig for en lavere indkomst i flere år.

Hvis flere skal vælge en erhvervsuddannelse, skal det derfor også være økonomisk muligt.

Samtidig skal virksomhederne tage ansvar for at uddanne og opkvalificere medarbejderne. Den grønne omstilling kræver nye kompetencer, og den opgave kan ikke overlades til den enkelte lønmodtager alene.

Ingen lønmodtagere skal efterlades i omstillingen

Den grønne omstilling vil skabe nye arbejdspladser. Men den vil også ændre eksisterende brancher og virksomheder.

Nogle arbejdspladser vil få nye opgaver, mens andre kan blive udfaset i takt med, at Danmark reducerer brugen af fossile brændstoffer.

Derfor er det afgørende, at lønmodtagere, som bliver berørt af omstillingen, får hjælp til at komme videre.

FH foreslår en grøn mobilitetspulje, der skal understøtte uddannelse og opkvalificering for medarbejdere i CO₂-tunge erhverv.

Puljen skal bidrage til, at lønmodtagere, der mister deres arbejde som følge af omstillingen, kan få nye kompetencer og finde beskæftigelse i andre brancher.

Det er ikke kun et spørgsmål om at sikre virksomhederne den nødvendige arbejdskraft. Det handler også om tryghed.

For den enkelte lønmodtager kan udsigten til at miste sit arbejde skabe stor usikkerhed. Det gælder både økonomien, fremtidsmulighederne og tilknytningen til arbejdsmarkedet.

Derfor skal den grønne omstilling gennemføres på en måde, hvor lønmodtagerne får reel mulighed for at omstille sig.

Det kræver adgang til uddannelse, økonomisk sikkerhed og et arbejdsmarked, hvor de nye grønne job også er gode job med ordentlige løn- og arbejdsvilkår.

Grønne valg skal være mulige for alle

En retfærdig grøn omstilling handler også om at gøre klimavenlige valg lettere i hverdagen.

Det er ikke tilstrækkeligt at gøre forurenende løsninger dyrere, hvis mennesker med almindelige indkomster ikke har adgang til realistiske alternativer.

Derfor skal grønne løsninger være tilgængelige og økonomisk overkommelige.

Det gælder blandt andet transport, energiforbrug og mulighederne for at bo mere klimavenligt.

Hvis en lønmodtager skal kunne vælge kollektiv transport frem for bilen, kræver det, at den kollektive transport er et reelt alternativ. Og hvis flere skal bo i energieffektive boliger, kræver det løsninger, som ikke kun er forbeholdt mennesker med store økonomiske ressourcer.

FH’s udspil lægger derfor vægt på, at den grønne omstilling skal gøre det nemmere for almindelige lønmodtagere at træffe klimavenlige valg.

Det er en vigtig forskel. Klimapolitikken skal ikke kun stille krav til den enkelte. Den skal også skabe de muligheder, der gør det realistisk at leve og arbejde mere klimavenligt.

Retfærdighed er en forudsætning for opbakning

FH’s undersøgelser har tidligere vist, at lønmodtagernes opbakning til den grønne omstilling var faldet med mere end ti procentpoint over en treårig periode frem mod 2024.

Det er et signal om, at klimapolitikkens sociale konsekvenser skal tages alvorligt.

For hvis almindelige lønmodtagere oplever, at de skal betale en stadig større del af regningen, mens mennesker med de største udledninger ikke bidrager tilsvarende, kan det svække opbakningen til klimahandling.

FH-formand Morten Skov Christiansen har derfor advaret mod at gentage erfaringerne fra USA, hvor modstanden mod klimapolitik blandt andet er blevet næret af økonomisk usikkerhed og oplevelsen af social uretfærdighed.

Det er netop her, Oxfams rapport er relevant for den danske debat.

Rapporten dokumenterer, at klimaansvaret er meget ulige fordelt. Samtidig viser den, at klimakrisens konsekvenser kan forstærke den eksisterende økonomiske ulighed.

Derfor skal Danmark føre en klimapolitik, der både stiller krav til de største udledere og beskytter mennesker med de mindste økonomiske muligheder.

Den grønne omstilling skal skabe nye muligheder for lønmodtagerne. Den skal sikre adgang til uddannelse, gode arbejdspladser og økonomisk tryghed. Og den skal gøre det muligt for alle at bidrage til klimakampen.

Retfærdighed er ikke noget, der kan tilføjes, når klimamålene er besluttet. Det skal være en del af selve løsningen.

For kun med en bred folkelig opbakning kan Danmark gennemføre den omfattende grønne omstilling, der er nødvendig for at reducere udledningern

Verdens rigeste og klimakrisen

  • 0,1 procent:
    Verdens rigeste 0,1 procent udleder mere CO₂ end de fattigste 44 procent af verdens befolkning tilsammen.
  • 20 procent:
    Så stor en del af den globale opvarmning siden 1990 kan tilskrives verdens rigeste ene procent.
  • Næsten 400 gange:
    Så meget større er det beregnede bidrag til nutidens ekstreme hedebølger fra en person blandt verdens rigeste 0,1 procent sammenlignet med en person blandt de fattigste 50 procent.

Milliardærernes investeringer

  • 486 millioner ton CO₂e:
    Så store udledninger var knyttet til investeringerne hos 1.000 milliardærer i 2025.

Klimakrisens konsekvenser

  • 1,9 millioner:
    Så mange ekstra varmerelaterede dødsfald kan ét års udledninger fra verdens rigeste ene procent ifølge Oxfams modelberegninger medføre på længere sigt. Der er ikke tale om registrerede dødsfald.
  • 7 gange:
    Så meget højere er dødeligheden ved oversvømmelser i lande med større økonomisk ulighed.

Klimaulighed i Danmark

  • 23 gange:
    Så meget mere CO₂ udleder de rigeste 0,1 procent af danskerne pr. person end gennemsnitsdanskeren.
  • 4.423:
    Så mange privatflyafgange blev registreret fra Danmark i 2025.
  • 72 procent:
    Så stor en andel af danskerne mener, at privatfly bør betale en højere passagerafgift end almindelige flyrejser.

Analysen bygger på Oxfams rapport Disaster Divide: How Climate Chaos Deepens Inequality and Enriches the Few, offentliggjort den 27. oktober 2026, samt Oxfam Danmarks pressemeddelelse Klimarapport: Luksusforbrug og klimakrisen fra samme dato.

Rapporten undersøger sammenhængen mellem økonomisk ulighed, CO₂-udledninger og klimaforandringernes konsekvenser. Den kombinerer opgørelser af udledninger fordelt på indkomstgrupper med analyser af de rigestes investeringer og beregninger af klimaforandringernes betydning for mennesker og samfund.

Det er vigtigt at skelne mellem rapportens forskellige typer resultater:

  • CO₂-udledninger: Oxfam sammenligner udledninger fra forskellige indkomstgrupper. Tallene belyser, hvor ulige klimaaftrykket er fordelt.
  • Investeringer: Rapporten undersøger udledninger knyttet til milliardærers investeringer og ejerskab i virksomheder. Disse udledninger skal holdes adskilt fra udledninger fra privatforbrug.
  • Klimaforandringernes konsekvenser: Oxfam anvender blandt andet modelberegninger til at vurdere sammenhængen mellem udledninger, ekstrem varme og fremtidige dødsfald. Skønnet over 1,9 millioner ekstra varmerelaterede dødsfald er en beregning af langsigtede konsekvenser, ikke registrerede dødsfald.
  • Danske tal: Oxfam Danmarks opgørelse omfatter blandt andet de rigeste danskeres CO₂-udledninger, trackingdata for privatflyafgange i 2025 og en repræsentativ rundspørge om flyafgifter. Rundspørgen er gennemført af IT’S A FACT med data indsamlet via YouGovs panel.

Analysen anvender udelukkende Oxfams materiale som dokumentation for klimaulighed og CO₂-udledninger. Der indgår ingen tal fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd eller andre supplerende klimaanalyser.

FH’s politiske perspektiv bygger på udspillet Fart på den grønne omstilling – med job og tryghed til lønmodtagerne. Det indeholder 12 indsatser, der skal styrke uddannelse, økonomisk tryghed og lønmodtagernes muligheder i den grønne omstilling.

FH’s forslag og vurderinger er adskilt fra Oxfams forskningsresultater og beregninger.

Kilder