Fattigdom og social eksklusion er fortsat blandt de største sociale udfordringer i EU, selvom Europas økonomi i de senere år har været præget af vækst og stigende beskæftigelse. Eurostats nyeste tal for 2025 viser, at 92,7 millioner mennesker i EU lever i risiko for fattigdom eller social eksklusion. Det svarer til 20,9 procent af EU’s befolkning – mere end hver femte europæer.
Tallene (Figur 1) understreger, at økonomisk fremgang langt fra er kommet alle borgere til gode, og at sociale forskelle fortsat præger store dele af Europa.
Analysen viser, at fattigdom i EU hænger tæt sammen med arbejdsmarkedet, uddannelsesniveau og boligforhold. Arbejdsløse er den mest udsatte gruppe med en risiko for fattigdom eller social eksklusion på 66,1 procent, mens børn og unge fortsat er blandt de hårdest ramte grupper i Europa. Samtidig viser Eurostats data store forskelle mellem medlemslandene, hvor især Bulgarien, Grækenland og Rumænien ligger markant over EU-gennemsnittet.
Figur 1
Stigende boligpriser, høj inflation og voksende leveomkostninger har de senere år lagt yderligere pres på europæiske husholdninger. Millioner af europæere oplever alvorlige materielle og sociale afsavn og har vanskeligt ved at betale faste udgifter eller deltage i almindelige sociale aktiviteter. Samtidig peger Eurostats analyser på, at adgang til stabile job, uddannelse og betalelige boliger er afgørende for at mindske risikoen for fattigdom og social eksklusion.
Denne analyse gennemgår de centrale udviklinger og tendenser i EU’s fattigdomstal på baggrund af Eurostats seneste opgørelser om poverty and social exclusion. Analysen ser nærmere på forskellene mellem medlemslandene, sammenhængen mellem arbejdsmarked og fattigdom, udviklingen i børnefattigdom samt betydningen af uddannelse, køn og boligforhold. Derudover belyses de sociale udfordringer EU står overfor i arbejdet med at reducere fattigdom frem mod 2030 og ambitionen om helt at udrydde fattigdom inden 2050.
Læs hele analysen
Europa-Kommissionens nye ambition om at udrydde fattigdom i EU inden 2050 kommer på et tidspunkt, hvor sociale forskelle fortsat præger store dele af Europa. Eurostats seneste opgørelser viser, at 93,3 millioner mennesker i EU i 2024 levede i risiko for fattigdom eller social eksklusion. Det svarer til 21 procent af EU’s samlede befolkning – altså mere end hver femte europæer.
Tallene viser samtidig, at udviklingen kun bevæger sig langsomt i den rigtige retning. EU har siden 2021 haft et mål om at reducere antallet af mennesker i risiko for fattigdom eller social eksklusion med mindst 15 millioner inden 2030 som led i den europæiske søjle for sociale rettigheder. Men trods økonomisk vækst i flere medlemslande og rekordlav arbejdsløshed i dele af Europa er fattigdom fortsat et strukturelt problem.
Eurostat anvender indikatoren AROPE (At Risk of Poverty or Social Exclusion) til at måle fattigdom. Her indgår personer, som enten lever under fattigdomsgrænsen, oplever alvorlige materielle og sociale afsavn eller bor i husholdninger med meget lav tilknytning til arbejdsmarkedet. Målingen viser dermed, at fattigdom i EU ikke alene handler om lav indkomst, men også om manglende adgang til arbejde, bolig, sociale aktiviteter og økonomisk tryghed.
Samtidig understreger tallene, at fattigdom ikke kun er koncentreret i enkelte medlemslande. Problemet findes i hele EU – også i de mest velstående økonomier. Flere millioner europæere har eksempelvis ikke råd til uforudsete udgifter, ordentlig opvarmning af boligen eller en uges ferie om
Fattigdom er fortsat en af EU’s største sociale udfordringer
Eurostats nyeste opgørelser viser, at 92,7 millioner mennesker i EU i 2025 levede i risiko for fattigdom eller social eksklusion. Det svarer til 20,9 procent af EU’s samlede befolkning. Selvom der er tale om et mindre fald sammenlignet med året før, understreger tallene, at fattigdom fortsat er et strukturelt problem i Europa.
EU anvender indikatoren AROPE (At Risk of Poverty or Social Exclusion) til at måle fattigdom. Indikatoren kombinerer tre centrale forhold: personer med lav indkomst, personer med alvorlige materielle og sociale afsavn samt personer, der lever i husholdninger med meget lav arbejdsintensitet.
Målingen viser dermed, at fattigdom ikke alene handler om økonomi, men også om adgang til arbejde, bolig, sociale aktiviteter og økonomisk tryghed.
Særligt de stigende leveomkostninger og boligpriser har de senere år øget presset på mange europæiske husholdninger.
Flere millioner europæere har eksempelvis ikke råd til uforudsete udgifter, ordentlig opvarmning af boligen eller en uges ferie om året. Eurostats tal viser dermed, at fattigdom og social eksklusion fortsat er en realitet for store dele af Europas befolkning – også i økonomisk stærke medlemslande.
Eurostats tal ( Figur 3) viser, at fattigdom og social eksklusion fortsat er meget ulige fordelt på tværs af EU. Mens nogle medlemslande har relativt lave niveauer af fattigdom, lever store dele af befolkningen i andre lande fortsat under betydeligt socialt og økonomisk pres. Forskellene afspejler både variationer i lønniveauer, arbejdsmarkeder, sociale sikkerhedsnet, boligmarkeder og de enkelte landes økonomiske udvikling.
Bulgarien har i 2025 den højeste andel af personer i risiko for fattigdom eller social eksklusion i EU med 29 procent af befolkningen. Også Grækenland og Rumænien ligger markant over EU-gennemsnittet med niveauer omkring 27 procent. I disse lande spiller lave lønninger, høj økonomisk ulighed og svagere sociale sikkerhedsnet en væsentlig rolle. Samtidig har flere af landene været hårdt ramt af inflation og stigende leveomkostninger de seneste år, hvilket har øget presset på husholdningerne yderligere.
Stor fattigdom i Sydeuropa
I Sydeuropa er fattigdomsniveauerne fortsat relativt høje. Spanien og Italien ligger begge over EU-gennemsnittet, selvom de samtidig er blandt Unionens største økonomier. Her hænger udfordringerne blandt andet sammen med høj ungdomsarbejdsløshed, usikre ansættelser og store regionale forskelle mellem velstående og økonomisk udsatte områder.
I den modsatte ende af skalaen ligger især Tjekkiet, Polen og Slovenien. Tjekkiet har EU’s laveste niveau med 11,5 procent af befolkningen i risiko for fattigdom eller social eksklusion. Landene er generelt kendetegnet ved høj beskæftigelse, relativt lave arbejdsløshedstal og mere stabile arbejdsmarkeder. Samtidig har flere centraleuropæiske lande oplevet en betydelig økonomisk fremgang gennem de seneste to årtier.
Forskellene mellem medlemslandene viser samtidig, at økonomisk velstand alene ikke afgør risikoen for fattigdom. Flere velstående medlemslande har fortsat store sociale udfordringer, særligt knyttet til boligpriser, ulighed og grupper uden for arbejdsmarkedet. Eurostats tal understreger dermed, at fattigdom i EU er tæt forbundet med både arbejdsmarkedets udvikling og styrken af de nationale velfærds- og socialsikringssystemer.
Figur 3
Eurostats analyser viser meget tydeligt (Figur 4), at tilknytningen til arbejdsmarkedet er den faktor, der har størst betydning for risikoen for fattigdom og social eksklusion i EU. Blandt arbejdsløse europæere lever hele 66,1 procent i risiko for fattigdom eller social eksklusion i 2025. Det betyder, at omkring to ud af tre arbejdsløse befinder sig i en økonomisk eller socialt udsat situation.
Til sammenligning gælder det 10,8 procent af personer i beskæftigelse. Tallene viser dermed, at adgang til arbejde fortsat er den vigtigste beskyttelse mod fattigdom i Europa. Det er også baggrunden for, at Europa-Kommissionen i sin nye antifattigdomsstrategi lægger stor vægt på beskæftigelse, opkvalificering og integration på arbejdsmarkedet.
Eurostat peger samtidig på, at arbejdsløshed ofte hænger tæt sammen med andre sociale problemer. Personer uden arbejde har større risiko for gæld, boligproblemer, social isolation og psykiske udfordringer. Jo længere tid mennesker står uden for arbejdsmarkedet, desto større bliver risikoen for permanent social eksklusion. Særligt langtidsledige er blandt de mest udsatte grupper i Europa.
Figur 4
Samtidig viser tallene, at økonomisk inaktive personer – altså personer uden for arbejdsstyrken, som ikke er pensionister – også er stærkt udsatte. Her lever 42,7 procent i risiko for fattigdom eller social eksklusion. Gruppen omfatter blandt andet personer med sygdom, handicap eller omsorgsforpligtelser, som har svært ved at få adgang til arbejdsmarkedet.
Eurostat understreger dog samtidig, at beskæftigelse ikke nødvendigvis er en garanti mod fattigdom.
Working poor
Flere millioner europæere er såkaldte ”working poor” – personer, som har et arbejde, men stadig lever med økonomiske problemer. Det gælder særligt personer i lavtlønnede job, deltidsansatte og mennesker med midlertidige eller usikre ansættelser. I flere medlemslande er stigende boligpriser og høj inflation samtidig med til at presse lønmodtagere økonomisk, selv når de er i arbejde.
Problemet er særligt tydeligt blandt unge og lavtuddannede lønmodtagere, som oftere arbejder i brancher med lave lønninger og mere usikre arbejdsvilkår. Samtidig har digitalisering og omstillinger på arbejdsmarkedet gjort det vanskeligere for nogle grupper at fastholde stabil beskæftigelse.
Forskellene mellem medlemslandene er også markante. I lande med høj arbejdsløshed er risikoen for fattigdom typisk betydeligt højere. Særligt i Sydeuropa har mange unge og lavtuddannede svært ved at få stabil tilknytning til arbejdsmarkedet. Omvendt har lande med høj beskæftigelse og stærkere kollektive arbejdsmarkedsmodeller generelt lavere fattigdomsniveauer.
Eurostats tal understreger dermed, at arbejdsmarkedet fortsat er den vigtigste nøgle til social inklusion i Europa. Men tallene viser samtidig, at beskæftigelse alene ikke løser fattigdomsproblemet, hvis arbejdet er lavtlønnet eller usikkert, og hvis sociale sikkerhedsnet ikke er stærke nok til at beskytte udsatte grupper.
Børnefattigdom er fortsat et af de største sociale problemer i Europa. Eurostats nyeste tal viser (Figur 5), at 24,1 procent af alle børn og unge under 18 år i EU i 2025 levede i risiko for fattigdom eller social eksklusion. Det svarer til næsten hvert fjerde barn i Unionen og understreger, at fattigdom fortsat rammer millioner af familier på tværs af Europa.
Tallene viser samtidig, at børn og unge er mere udsatte end den øvrige befolkning. Risikoen for fattigdom blandt børn ligger væsentligt over EU-gennemsnittet på 20,9 procent. Det hænger blandt andet sammen med forældres tilknytning til arbejdsmarkedet, boligforhold, uddannelsesniveau og adgang til sociale ydelser. Særligt børn i familier med lav indkomst eller ustabil beskæftigelse er udsatte.
Eurostat peger på, at børn i enlige forsørgerfamilier er blandt de mest sårbare grupper i Europa. Her er risikoen for fattigdom markant højere end blandt børn i husholdninger med to voksne. Samtidig har børn i familier med lav uddannelse og svag tilknytning til arbejdsmarkedet betydeligt større risiko for at opleve både materielle og sociale afsavn.
Fattigdom blandt børn handler ikke alene om økonomi. Eurostats analyser viser, at mange børn i udsatte familier også har begrænset adgang til fritidsaktiviteter, ordentlige boligforhold og sociale fællesskaber. Flere millioner børn i Europa lever i husholdninger, som ikke har råd til uforudsete udgifter, ferie eller tilstrækkelig opvarmning af boligen.
Figur 5
Unge voksne mest udsatte
Samtidig viser tallene, at unge mellem 18 og 24 år fortsat er blandt de mest udsatte grupper i Europa. Med en risiko på omkring 26 procent ligger unge voksne højere end både børn og EU-befolkningen generelt. Overgangen fra uddannelse til arbejdsmarked er blevet vanskeligere i flere medlemslande, og mange unge møder usikre ansættelser, lave lønninger og høje boligpriser tidligt i voksenlivet.
I Sydeuropa er udfordringerne særligt store. Her er ungdomsarbejdsløsheden fortsat høj, og mange unge har vanskeligt ved at etablere sig økonomisk. Samtidig har inflation og stigende leveomkostninger de seneste år øget presset på unge husholdninger i store dele af Europa.
Europa-Kommissionen har derfor gjort børnefattigdom til et centralt fokusområde i den kommende antifattigdomsstrategi. Målet er blandt andet at styrke adgangen til kvalitetsjobs, børnepasning, uddannelse og sociale tilbud for udsatte familier. Kommissionen peger samtidig på, at investeringer i børn og unge er afgørende for at bryde den sociale arv og mindske fattigdom på længere sigt.
Eurostats tal (Figur 6) viser tydeligt, at risikoen for fattigdom og social eksklusion i EU hænger tæt sammen med både uddannelsesniveau og køn. Personer med lav uddannelse er blandt de mest udsatte grupper i Europa, mens kvinder fortsat har en lidt højere risiko for fattigdom end mænd.
I 2025 levede 33,4 procent af personer med lav uddannelse i risiko for fattigdom eller social eksklusion. Det er markant over EU-gennemsnittet på 20,9 procent. Til sammenligning gjaldt det kun omkring 10 procent af personer med videregående uddannelse. Tallene viser dermed, at uddannelse fortsat er en af de vigtigste faktorer for økonomisk tryghed og social mobilitet i Europa.
Eurostat peger på, at personer med kort uddannelse har væsentligt større risiko for arbejdsløshed, lave lønninger og usikre ansættelser. Mange arbejder i brancher med højere økonomisk usikkerhed og færre muligheder for videreuddannelse. Samtidig har digitalisering og teknologisk udvikling gjort det vanskeligere for nogle lavtuddannede grupper at fastholde stabil beskæftigelse.
Forskellen mellem uddannelsesgrupper er samtidig blevet mere tydelig i takt med stigende krav til kvalifikationer på arbejdsmarkedet. I flere medlemslande er der mangel på arbejdskraft med specialiserede kompetencer, mens personer uden uddannelse i højere grad risikerer længere perioder uden for arbejdsmarkedet.
Strukturelle årsager
Eurostats tal viser også fortsat en forskel mellem kvinder og mænd.
I 2025 levede 21,6 procent af kvinderne i risiko for fattigdom eller social eksklusion mod 19,9 procent af mændene. Selvom forskellen ikke er dramatisk, peger Eurostat på flere strukturelle årsager til udviklingen.
Kvinder arbejder oftere på deltid og er overrepræsenteret i lavtlønnede sektorer som omsorg, service og detailhandel. Samtidig er kvinder i højere grad end mænd uden for arbejdsmarkedet i perioder på grund af omsorgsforpligtelser. Enlige mødre er blandt de mest økonomisk udsatte grupper i flere medlemslande.
Derudover er ældre kvinder særligt udsatte for fattigdom i flere EU-lande. Det hænger blandt andet sammen med lavere pensionsopsparing og tidligere perioder uden for arbejdsmarkedet. Risikoen for fattigdom blandt kvinder er derfor tæt knyttet til både arbejdsmarkedet, lønforskelle og de nationale velfærds- og pensionssystemer.
Eurostats analyser understreger dermed, at fattigdom i Europa ikke kun handler om økonomisk vækst, men også om adgang til uddannelse, stabile job og lige muligheder på arbejdsmarkedet. Særligt uddannelse fremhæves som en afgørende faktor for at mindske social udsathed og bryde negative sociale mønstre på tværs af generationer.
Eurostats fattigdomstal (Figur 7) kommer samtidig i en periode, hvor stigende boligpriser og højere leveomkostninger har lagt et markant økonomisk pres på europæiske husholdninger. I mange medlemslande er boligudgifter steget hurtigere end både lønninger og sociale ydelser, hvilket har gjort det vanskeligere for store dele af befolkningen at opretholde en stabil økonomi.
Særligt i de større europæiske byer er boligmarkedet blevet en voksende social udfordring. Mange husholdninger bruger en stadig større del af deres indkomst på husleje, energi og andre faste udgifter. Samtidig har høj inflation og stigende renter de seneste år forværret situationen for både lejere og boligejere i store dele af Europa.
Eurostat peger på, at millioner af europæere lever med alvorlige materielle og sociale afsavn. Det betyder blandt andet, at de ikke har råd til uforudsete udgifter, tilstrækkelig opvarmning af boligen, regelmæssige fritidsaktiviteter eller en uges ferie om året. For mange familier er økonomien blevet så presset, at selv mindre prisstigninger på energi, fødevarer eller boligudgifter får store konsekvenser for hverdagen.
Figur 7
Særligt personer med lave indkomster og svag tilknytning til arbejdsmarkedet er hårdt ramt af udviklingen. Mange lavindkomstfamilier bor samtidig i boliger med dårlig standard eller i områder med begrænset adgang til offentlig service og sociale tilbud. Eurostats analyser viser dermed, at boligforhold i stigende grad hænger sammen med social eksklusion og fattigdom.
Hjemløshed er samtidig blevet en voksende udfordring i flere medlemslande. Selvom der er store forskelle mellem landene, peger både EU-institutioner og sociale organisationer på, at flere europæere i dag oplever boligusikkerhed eller manglende adgang til betalelige boliger. Problemet er særligt synligt i storbyer, hvor stigende huslejer og mangel på billige boliger presser økonomisk udsatte grupper ud af boligmarkedet.
Den mest udsatte gruppe er de mennesker, som rammes af alle tre former for fattigdom samtidig: lav indkomst, alvorlige materielle og sociale afsavn samt meget lav arbejdsintensitet i husholdningen. Disse personer står ofte med både økonomiske problemer, svag tilknytning til arbejdsmarkedet og begrænset adgang til sociale fællesskaber.
Europa-Kommissionen har derfor varslet, at boligområdet bliver et centralt element i den kommende antifattigdomsstrategi. Kommissionen opfordrer blandt andet medlemslandene til at investere mere i betalelige boliger, bekæmpe hjemløshed og styrke de sociale sikkerhedsnet. Samtidig peger flere organisationer på, at manglen på betalelige boliger i stigende grad truer den sociale sammenhængskraft i Europa.
Eurostats tal understreger dermed, at fattigdom i EU ikke alene handler om indkomstniveauer, men også om adgang til stabile boligforhold, økonomisk tryghed og mulighed for at deltage i almindelige sociale aktiviteter.
Læs også analysen: Huslejen løber fra lønnen – Boligmarkedet lægger pres på lavtlønnede i Europa
