Det bliver den 34-årige advokat Teis Halsboe-Marcussen, der overtager posten som forhandlingschef i Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH).

”Jeg er så glad for, at Teis har sagt ja til at påtage sig en større rolle i FH. Han er et stort talent, kender det private overenskomstområde indgående og er en knusende dygtig advokat. Han bliver en stærk forhandler på vegne af lønmodtagerne,” siger FH’s direktør, Mads Reinholdt.

Jeg er meget taknemmelig for, at jeg nu får muligheden for at komme helt ind i maskinrummet på den danske model!

teis Halsboe-marcussen

Som forhandlingschef bliver Teis Halsboe-Marcussen et centralt bindeled mellem FH og Dansk Arbejdsgiverforening (DA). Forhandlingschefen har ansvaret for både at lave, vedligeholde og håndhæve aftaler med arbejdsgiverne, ligesom han får en vigtig rolle i trepartsforhandlinger og implementering af direktiver fra EU.

”Jeg glæder mig utrolig meget til at komme i gang. Forholdet mellem lønmodtagerne og arbejdsgiverne er fundamentet for den danske model, og vores velfungerende arbejdsmarked er dybt afhængigt af, at vi kan lave aftaler med hinanden. Og ikke mindst, at vi overholder de aftaler. Jeg er meget taknemmelig for, at jeg nu får muligheden for at komme helt ind i maskinrummet på den danske model, siger Teis Halsboe-Marcussen.

Teis Halsboe-Marcussen er uddannet cand.jur. fra Københavns Universitet i 2017 og uddannet advokat i 2020. Han har en fortid som jurist i Dansk El-Forbund fra 2017-2020 og har været ansat i FH i fem år.