A4 er i fuld gang med et strategisk skifte, hvor målet er et økonomisk bæredygtigt nyhedsmedie til gavn for lønmodtagerne i Danmark.
Ambitionen kræver journalistik med højt fagligt indhold og troværdighed på kommercielle vilkår på områder, som er relevante og af interesse for lønmodtagerne.
A4’s rejse har været en rejse væk fra click og tabloid og over til niche, kvalitet og betalingsvilje.
Produkterne er A4 Arbejdsliv, A4 Arbejdsmiljø, A4 Overenskomst, og ambitionen er, at flere kommer til.
Bestyrelsesformand Michael Jacobsen, A4 Medier ApS, siger:
”Jeg er rigtig glad for, at Kristian Madsen har sagt ja til at stå i spidsen for A4. Kristian Madsen er med sine 10 år fra Politiken den helt rigtige til på en og samme tid at skabe journalistisk stærkt funderede indholdsprodukter samtidig med, at selskabet leverer på vores erklærede målsætning om at skabe en sund og overskudsgivende forretning.
Vi er på rette vej. A4 Medier ApS realiserede i 2020 godt nok et samlet negativt resultat før skat på knap MDKK -4,7. Dette skal dog sammenlignes med et negativt resultat før skat på godt MDKK -8,9 i 2019. Dette svarer til en resultatmæssig fremgang på knap MDKK 4,3.
Baggrunden for denne resultatmæssige fremgang skal findes i et markant strategiskifte, hvor vi har valgt at omlægge vores forretning til en 100% fokuseret abonnementsstrategi, afslutter Michael Jacobsen”.
Kristian Madsen siger:
”Jeg glæder mig helt usigeligt til at være med til at udvikle vores journalistik og forretning. Ambitionen er helt klar:
Vi vil skabe en god forretning ved at opruste på vores kerneområder og styrke virksomhedens brand ved at lave journalistik i topklasse, som vores kunder hverken kan eller vil undvære. Jeg har et helt specielt forhold til virksomheden, da jeg tilbage i 2008 var med til at skrive udgivelsesgrundlaget for det, der i dag er A4. Det føles derfor lidt som en genforening at tiltræde som chefredaktør og direktør”, siger Kristian Madsen
A4 Medier ApS sætter med sine nichemedier fokus på betydende og væsentlige lønmodtagerdagsordener med indholdsportalerne A4 Arbejdsliv, A4 Arbejdsmiljø og A4 Overenskomst.
For yderligere information kontakt venligst bestyrelsesformand Michael Jacobsen på
tlf. 21 15 23 30.
A4 Medier ApS er Danmarks ambitiøse mediehus med en klar og erklæret publicistisk ambition om via vores målgruppepræcise indholdsuniverser at være dagsordensættende på emner, der optager den danske lønmodtager.
A4 Medier ApS beskæftiger i dag 15 knalddygtige medarbejdere.