Aftalen dækker samtlige lønmodtagere på det kommunale område og lægger sig op af den aftale på det regionale område, som blev indgået af OAO-K og FOA natten til onsdag.
– Forhandlerne har jo selv talt om, at kom der først et gennembrud på ét område, ville det formentlig hjælpe de andre områder på vej. Derfor er jeg også utrolig glad for at se, at man har kunnet bruge gennembrudsforliget i regionerne til at indgå en stærk aftale for alle vores kommunalt ansatte, siger Lizette Risgaard:
– Det kan forhåbentlig også hjælpe på vej til at få en forhandlet aftale på statens område.
Ligesom på det regionale område er de kommunale parter blevet enige om en lønstigning på 8,1 procent. Der er afsat særlige puljer til ligeløn og til at løfte lavtlønsgrupper, og de forskellige lønmodtagergrupper har fået forsikringer om den betalte frokostpause, som de har kunnet se sig selv i.
Privatlønsværnet afskaffet
Samtidig er privatlønsværnet blevet afskaffet, så aftalen sikrer en lønudvikling for de offentlige ansatte, som følger med kollegerne i den private sektor.
Endelig er det med forståelsen om lærernes arbejdstid slået fast, at spørgsmål om arbejdstid hører til ved overenskomstbordet. Det har været en vigtig forudsætning for en aftale.
– Alle parter her fortjener ros for at insistere på, at den bedste måde at regulere vores arbejdsmarked på, det er nu engang ved at parterne sætter sig sammen og forhandler en løsning. Det stærke sammenhold og viljen til at forhandle har sikret de kommunalt ansatte en stærk aftale ? nu håber og tror jeg på, at de sidste områder også kan blive enige om at nå i mål, siger Lizette Risgaard.
Kontakt: LO?s pressetelefon 26 11 97 10.