Dermed er de godt på vej mod et historisk løftebrud overfor vælgerne, og de markant flere børn og ældre, som forventer velfærd, omsorg, ny medicin og behandling, der lever op til den teknologiske udvikling i resten af samfundet. Politikerne er ved at bryde det velfærdsløfte, man har givet til borgerne, da aftalerne blev vedtaget i Folketinget under store folkelige protester.
Råderummet, som regeringen nu vil bruge til skattelettelser, er skabt gennem de seneste års reformer, særligt Velfærdsaftalen fra 2006 og tilbagetrækningsreformen fra 2011. Med Velfærdsaftalen fra 2006 hævede et bredt flertal af partier efterløns- og pensionsalderen for at sikre finansiering af velfærden i fremtiden. Der blev intet sagt om skattelettelser som argument for reformerne.

I selve aftaleteksten fra 2006 skriver Venstre, De Konservative, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og De Radikale direkte:
“Styrkelsen af de offentlige finanser, som på langt sigt optræder i kraft af det nye tilbagetrækningssystem, reserveres til at sikre finansiering af velfærdssamfundet i fremtiden. Midlerne skal bruges til at finansiere merudgifter til blandt andet pleje og sundhed, når der kommer flere ældre, og til en styrket indsats mod nedslidning på arbejdsmarkedet” (s. 9 i aftaleteksten).
Aftalen fra 2006 er hjørnestenen i skabelsen af det økonomiske råderum, som regeringspartier såvel som oppositionen nu toppes om at bruge. I adskillige reformer, som skiftende flertal har gennemført siden da, har argumentationen været den samme: Danskerne skal arbejde mere, for at vi kan få penge til velfærd og stadig tage os af de udsatte grupper, når der kommer flere børn og ældre i fremtiden

I den såkaldte tilbagetrækningsaftale fra 2011, som regeringspartierne V og K indgik med R og DF hedder det fx:
”Ved at foretage de nødvendige ændringer af tilbagetrækningssystemet tager parterne ansvar for at sikre grundlaget for velfærdssamfundet, som vi kender det. Aftalen giver et afgørende bidrag til at sikre balance i den offentlige økonomi og dermed til, at der bliver plads til større udgifter til blandt andet sundhed og ældrepleje, i takt med at der bliver flere ældre. Den offentlige saldo styrkes med ca. 18 mia. kr. i 2020.”.
258.000 flere børn og ældre i 2025
Nu er fremtiden kommet, og de udfordringer, man kiggede frem mod i 2006 og 2011 er begyndt at blive til virkelighed. Antallet af børn og ældre og dermed behovet for velfærd stiger nu. De kommende år frem mod 2025 bliver der 258.000 flere børn under fem år og ældre over 60 år. Det kræver naturligvis meget af den offentlige sektor, der leverer sundhed, dagtilbud mv. til befolkningen.
Pengene fra de store og omstridte reformer er også begyndt at rulle ind på politikernes regnestok. Og der er udsigt til MANGE flere penge i de kommende år. Ved hjælp af de store reformer har skiftende regeringer nu skabt det nu berømte ”økonomiske råderum” på over 30 mia. kr.
Noget er imidlertid væsentligt forandret.
Nu er de selvsamme partier fra 2006-aftalen nemlig på forskellige måder villige til at bruge pengene på andre formål end det, man fortalte befolkningen i 2006.
Regeringen har lanceret sit forslag om en skattelettelse på 23 mia. kr. Regeringen vil altså bruge en stor del af råderummet til skattelettelser, der er meget skævt fordelt. Med et litterært twist kan man sige, at man har taget velfærd fra alle og nu giver penge tilbage til de få.
Der er som bekendt ”no free lunch”, og prisen for disse skattelettelser er, at regeringen samtidig vil gennemføre en reel minus-vækst i den offentlige sektor, der er leverandør af dagtilbud, sundhed, ældrepleje osv. til den voksende befolkning.
Regeringen har meldt ud, at man kun vil lade forbruget i den offentlige sektor vokse med 0,3 pct. frem mod 2025 – dog med 0,5 pct. i 2018.
Problemet er imidlertid, at opgaverne for den offentlige sektor samtidig vokser nu, hvor vi står i den fremtid, man kiggede frem mod i 2006. Allerede i 2018 vil den offentlige sektor mangle 3,3 milliarder kr., hvis den skal løse opgaverne på samme niveau som i dag. Det har beregninger fra FTF vist.
Og i de kommende år vokser opgaverne i den offentlige sektor yderligere. Så meget at Finansministeriet, De økonomiske vismænd og andre førende økonomer er enige om, at der brug for, at det offentlige forbrug øges med 1,1 pct. frem mod 2025.
Vicedirektør i Tænketanken Kraka, Jens Hauch, siger fx:
”De 1,1 procent er så meget det offentlige forbrug skal udvikle sig, hvis der både skal opretholdes et offentligt serviceniveau, som tåler sammenligning med resten af økonomien, og tages hensyn til de væsentlig flere ældre og børn, der vil være i 2025”.
Økonomiprofessor ved Københavns Universitet og forhenværende overvismand Hans Jørgen Whitta-Jacobsen har udtrykt det på denne måde:
”Hvis velfærden og den offentlige service skal udvikle sig i takt med velstandsudviklingen, så velfærden og serviceniveauet opleves som tidssvarende, skal det offentlige forbrug vokse med 1,1 procent om året”.
Tilsvarende har økonomiprofessor ved Aarhus Universitet og tidligere overvismand, Torben M. Andersen slået fast, at hvis der i gennemsnit kun afsættes 0,5 pct. om året fra 2017-2025 vil det medføre velfærdsforringelser, og at borgerne ikke vil opleve velfærdstilbuddene som tidssvarende.
Og som sagt vil regeringen foreløbig kunne love at afsætte 0,5 pct. mere i 2018 og derefter kun 0,3 pct.
Kvaliteten under pres
Man skal hæfte sig ved den del af citaterne, der nævner, at ”serviceniveauet opleves som tidssvarende” og ”et offentligt serviceniveau, der tåler sammenligning med resten af økonomien”. Der ligger nemlig en meget væsentlig detalje gemt her.
Den offentlige økonomi er nemlig ikke kun presset af flere børn og ældre. Økonomien er også presset af, at vores opfattelse af kvalitet i velfærden hele tiden flytter sig. Og at det koster penge, når den offentlige sektors ydelser skal følge med. To eksempler: Der udvikles hele tiden ny og bedre medicin, som borgerne naturligt nok ønsker sig. Den nye medicin er imidlertid som regel også dyrere, og alene medicinprisernes himmelflugt de seneste år er en betydelig klemme på den offentlige pengepung.
Tilsvarende sker der hele tiden en udvikling af de computere og programmer, der fx kører vores store administrative systemer i den offentlige sektor. Der er blevet gjort mange fejlinvesteringer i offentlige IT-systemer, men ingen drømmer sig for alvor tilbage til tiden inden NemID, vel?
Pointen er: Den offentlige sektor bliver nødt til at følge med – både med de voksende opgaver med flere børn og ældre OG med den teknologiske og medicinske udvikling. Vi kan ikke behandle borgerne i 2025 med medicin fra 2017 – lige så lidt som vi til den tid kan bruge uændrede IT-systemer tilbage fra 2017.
Pointen er også: Vi HAR pengene til at gøre det, og politikerne lovede i velfærdsaftalen i 2006 netop at reformen skulle ”finansiere merudgifter til blandt andet pleje og sundhed, når der kommer flere ældre”.
Venstre og Dansk Folkeparti burde i særdeleshed også føle sig forpligtede af formuleringen fra 2011-aftalen, hvor man direkte lovede at ”at sikre grundlaget for velfærdssamfundet, som vi kender det”.
Det er lige præcis dét, man nu er på vej til at løbe fra. Det er derfor, jeg nu må sige højt, at politikerne er på vej til at bryde det velfærdsløfte, de har givet til vælgerne. Jeg håber, de besinder sig.
Hverken Venstre, Dansk Folkeparti eller Socialdemokraterne kan undslå sig, at de er ved at bryde velfærdsløftet. Selv om der er lidt variation i løftebruddets økonomiske omfang.
Socialdemokraterne har selv i deres seneste regeringsperiode gennemført u-finansierede skattelettelser og dermed tæret på det økonomiske råderum fra de store reformer.
Og Socialdemokraterne lægger i deres eget nye, alternative finanslovsforslag også kun op til at bruge 0,7 pct. mere i den offentlige sektor. Det er mere end regeringen. Bevares. Men ikke nok i forhold til at både udgifter og opgaver vokser i den offentlige sektor. Her behøver I ikke lytte til mig, men det vil være dumt ikke at lytte til de citerede topøkonomer og til Finansministeriet.
Dansk Folkeparti, der var med til reformerne både i 2006 og 2011, har tilsvarende et forklaringsproblem, når de kun vil have en vækst i den offentlige sektor på 0,8 pct. frem mod 2025. Ja, jo – det er bestemt at foretrække frem for de lavere alternativer, men også DF skylder at forklare, hvorfor man ikke længere vil ”sikre grundlaget for velfærdssamfundet, som vi kender det”. Man gav et løfte til folket, som man bad blive længere på arbejdsmarkedet. Og nu vil man kun delvis opfylde sin egen del af kontrakten.
Summen af alle disse overvejelser er, at alle partier, der går ind for en lavere vækst i den offentlige sektor end 1,1 pct. frem mod 2025, REELT går ind for en effektiviserings- og spareplan for den offentlige sektor.
Man sætter ikke penge nok af til de opgaver, vi med sikkerhed ved kommer, men indkalkulerer en gigantisk økonomisk besparelse år efter år, som ingen til gengæld ved, hvor skal komme fra.
Jo, der bliver faktisk talt om bedre teknologi og afbureaukratisering og andet godt. Men det er ”fugle på taget”, som ingen reelt ved om vil blive til noget. Og det er stadig en spareplan, selv om man påstår noget andet.
For at forstå omfanget af den spareplan, regeringen har meldt ud med sit finanslovsforslag og sin 2025-plan, har FTF regnet på, hvad forskellen er mellem regeringens politik og det faktiske behov for penge til velfærd og kvalitetsudvikling i nærmeste fremtid. Forskellen er til at få øje på: Med regeringens politik vil der mangle 52.000 velfærdsmedarbejdere i 2025 til at løse de opgaver, vi ved, der kommer!
Det er politisk muligt at gå ind for en sådan økonomisk spareplan. Det kræver dog som minimum, at man står ved det, og kalder en spareplan for en spareplan. Og ikke som regeringen gør med sit finanslovsudspil at forsøge at bilde befolkningen ind, at der BÅDE er råd til velfærd og skattelettelser.
Og selv om det er politisk muligt, er det efter min mening ikke politisk legitimt. Det vil være at bryde det velfærdsløfte, man har givet til vælgerne.