Ny teknologi ændrer hastigt vores arbejdsmarked. Men er vi klar til at håndtere de nye udfordringer det giver? Og gribe de muligheder, der byder sig? 
Vi ved det godt. Fremtidens arbejdsmarked kommer til at se meget anderledes ud, end det arbejdsmarked vi kender i dag. En ny undersøgelse fra FTF viser, at mere end halvdelen af FTF’s medlemmer forventer, at teknologi i høj grad vil forandre deres arbejde inden for de kommende 10 år og 15 pct. forventer, at deres job er decideret truet. Det skaber selvfølgelig en usikkerhed. For hvad betyder det, når nogle af de funktioner, du i dag varetager fremover pludselig kan klares af en robot? Og hvordan kan man kompetencemæssigt følge med teknologiudviklingen?
Vi taler meget om, hvad udviklingen betyder for taxachaufføren og industriarbejderen. Mindre om, hvad det betyder for den bankansatte, pædagogen, sygeplejersken og læreren. Men vi må indstille os på, at robotternes tidsalder får indflydelse på alle dele af vores samfund – og dermed både den private og den offentlige sektor.
Det ved både de offentligt og privat ansatte allerede. Og de er klar til at gribe mulighederne. I undersøgelsen fra FTF ser op mod 80 pct. af medarbejderne på FTF-området positivt på de nye muligheder i teknologien i forhold til deres job. Og det er tydeligt, at medarbejdere, der har fået uddannelse i tilknytning til ny teknologi oplever, at teknologien er mere effektiv og virker som den skal. MEN det er de færreste, der får muligheden for efteruddannelse.
Og her er vi inde ved noget helt centralt. For netop ud­dan­­nelse er nøglen til at gribe fremtiden. Dog ikke nød­­vendigvis uddannelse, som vi kender det i dag. Vi kan ikke længere nøjes med, at ud­dan­nelse kun sker i en bestemt årrække i starten af vores liv, at uddannelse og arbejdsmarked er adskilte størrelser og at uddannelse kun kan ske inden for bestemte institutioners murer. Vi må med andre ord genopfinde ud­dan­nel­se og sikre uddannelse til alle, gennem hele livet, i en vekselvirkning med deres job og i langt mere fleksible formater, end vi kender det i dag. Efteruddannelse bliver vigtigere end nogensinde før. 
Ingen kender fremtiden præcist. Men vi ved, at vores arbejdsmarked kommer til at forandre sig. Så hvorfor ikke begynde at forberede os på det allerede nu? Uddannelse er nøglen. Til et samfund hvor alle er med og vi kan udnytte de potentialer, der er i ny teknologi. Og til en hverdag hvor den enkelte kan udleve sine drømme. Lad os forme fremtiden efter vores håb, drømme og ambitioner. Lad os sætte fuld skrue på efter- og videreuddannelse. 
Af Morten Østergaard, politisk leder i Radikale Venstre, og Bente Sorgenfrey, formand for FTF. Bragt i Information d.d.