De seneste mange års regeringer har fokuseret på at øge arbejdsudbuddet. ”Flere i arbejde”, ”12 minutter mere” osv. skulle flytte folk fra overførselsindkomst til arbejde og arbejdsløsheden høj nok til at presse lønnen og forbedre konkurrenceevnen. Den vej er imidlertid blevet udpint og misbrugt til ideologiske korstog, når fx kontanthjælpsloftet rammer et utal af familier hårdt og kun har fået marginalt flere i arbejde. Fremtiden for dansk økonomi ligger ikke der, som flere topøkonomer på det seneste også har meldt ud.
  
Det er de borgerlige medier og tænketanke selvfølgelig ikke enige i. De kræver stadig flere reformer af efterløn, dagpenge og skat for at øge arbejdsudbuddet. Cepos peger på, at Danmark er nr. 30 i OECD-sammenhæng, når det handler om arbejdstimer pr. indbygger. Det kan man se som et problem, men det gør jeg ikke. Det er et fantastisk resultat, der viser, at Danmark med en timeindsats, der er lav i OECD-sammenhæng, alligevel formår at være verdens 8. rigeste land. På grund af vores høje produktivitet og høje deltagelse på arbejdsmarkedet.  
Vores rigdom har også en sammenhæng med, at vi er gode til at bruge den offentlige sektor til at skabe gode rammevilkår for det private erhvervsliv. Vi har sikret, at der gratis uddannelser, at der er fri adgang til sundhed og behandling, at der er institutioner til at tage sig af børn og ældre, så både far og mor kan arbejde.  
Velfærd er grundpille for produktivitet
Vores ”velfærd” er på den måde også en grundpille under vores produktivitet og vores høje erhvervsdeltagelse. Vores daginstitutioner og uddannelsessystem giver borgerne deres vigtige menneskelige og faglige fundament. Vores politi sørger for gode produktionsvilkår med social ro og sikkerhed. Vores sundhedssystem holder os sunde og produktive.  
Derfor er jeg ikke enig med statsministerens økonomiske bøllemetoder. Den nye VLAK-regering vil spare netop på velfærden i stedet for at passe på vores succesmodel. Den offentlige sektor må kun have en årlig vækst på 0,3 pct., selv om topøkonomerne i Det Økonomiske Råd siger, at der skal 1,1 pct. vækst til at følge med samfundsudviklingen. Regeringen vil også spare på SU’en, spare på professionsuddannelserne, spare på universitetsuddannelserne, mindske forskningen og bremse dobbeltuddannelse.  
Uddannelse det vigtigste middel til at øge produktiviteten
Øhm… hvordan er det lige det hænger sammen. Ville statsministeren ikke lige netop øge produktiviteten? Spørger man topøkonom Nina Smith er uddannelse det entydigt vigtigste middel til at øge produktiviteten. Budskabet om mere uddannelse for at øge produktiviteten og mindske uligheden lyder også fra den internationale topøkonom Thomas Piketty.  
Vi skal naturligvis ha fokus på vores produktivitet, så vi også kan klare os godt i den globale økonomi og forblive blandt de rigeste. Men det skal være uden at piske de syge og svage ud på arbejdsmarkedet med endnu mere absurde reformer, der ødelægger det sociale sikkerhedsnet, øger uligheden yderligere og presser børn og familier ud i fattigdom.  
Stress og nedslidning rammer hårdt og bredt
Vi skal også være varsomme med at kræve, at dem, der allerede er i beskæftigelse, skal arbejde mere. Alt for mange er allerede presset til det yderste, og stress og nedslidning rammer hårdt og bredt.  
Vi skal ikke spare på uddannelserne og undervisningen. Vi har brug for, at alle får de bedst mulige kompetencer.
Vi skal heller ikke spare på velfærdsydelserne, så flere må passe deres børn og deres forældre selv, fordi offentlige tilbud er for ringe.  
Vi skal tværtimod sikre gode arbejdspladser, med engagement og arbejdsglæde. Det vil sikre og forbedre produktiviteten. Så vi fortsat har råd til at tage os ordentligt af hinanden.