Færre skal betale topskat og færre penge til offentlig velfærd i form af reelt minusvækst i den offentlige sektor. Det er to af hovedpunkterne i det regeringsgrundlag, som Statsminister Lars Løkke Rasmussen har lagt frem.
Hovedorganisationen FTF påpeger, at et offentligt forbrug på kun 0,3 pct. årligt sammenholdt med, at der kommer markant flere ældre – en demografisk udvikling på 0,6 pct. årligt – reelt betyder minusvækst i den offentlige sektor: Færre offentligt ansatte skal altså løbe markant hurtigere og servicere flere borgere for færre penge.
"Den nye regering vil forringe velfærden med et offentligt forbrug på kun 0,3 pct. årligt og topskattelettelser til de rige. Det giver ikke mening, når der kommer flere ældre de kommende år," siger formand for FTF, Bente Sorgenfrey.
"Jeg vil gerne rose, at regeringen vil nedsætte et nyt disruptionråd med fokus på bl.a. efteruddannelse af ansatte i digitalisering, som FTF  har arbejdet for og påpeget nødvendigheden af. Det er også positivt, at regeringen vil lave en ny ledelseskommission, som skal sikre god offentlig ledelse og respekt for offentligt ansattes faglighed. Det er hårdt tiltrængt, at der fjernes overflødig dokumentation og kontrol af de offentligt ansatte,", siger Bente Sorgenfrey.
Forskningen viser, at der ikke findes dokumentation for at mere konkurrenceudsættelse af offentlige opgaver, herunder udlicitering og privatisering, øger kvaliteten af velfærden. Alligevel vil den ny regering konkurrenceudsætte flere offentlige opgaver. Men det er der ikke evidens for virker, påpeger FTF, der hellere anbefaler at styrke den offentlige velfærd, som regeringen lægger op til at forringe med reel minusvækst i det offentlige forbrug.