Med den aftale, som regeringen og kommunerne netop har indgået om næste års økonomi, får kommunerne tilbageført 2,2 mia. kr. af omprioriteringsbidraget til prioriterede områder inden for borgernær service til bl.a. børn, ældre og folkeskole. Resten af omprioriteringsbidraget, svarende til 0,2 mia. kr., tilbageføres til borgernær velfærd i kommunerne i forbindelse med finanslovsforhandlingerne.
Bente Sorgenfrey, formand for hovedorganisationen FTF, glæder sig over, at omprioriteringsbidraget dermed reelt er fjernet efter lang tids kritik fra mange sider.
Omprioriteringsbidraget ville ifølge FTF’s beregninger have betydet, at kommunerne skulle spare 7,4 mia. kr. på velfærden de kommende fire år. Omregnet i medarbejdere ville det være blevet til ca. 14.400 færre kommunalt ansatte i 2019.
"Det er godt, at regeringen har indset, at omprioriteringsbidraget var en skidt ide. Men det nye effektiviseringsbidrag på en mia. kr. pr. år er jo reelt et nyt omprioriteringsbidrag, som betyder at kommunerne alligevel skal spare. Det er godt nok mindre, men får store konsekvenser for velfærd og service", konstaterer Bente Sorgenfrey.
Arkiveret indhold fra ftf.dk
Nyhed
FTF: Godt, det lykkedes at fjerne omprioriteringsbidraget
Økonomiaftalen for kommunerne afskaffer det omstridte sparebidrag. Godt at regeringen har indset, at der ikke var plads til ekstra spareøvelser i en tid, hvor velfærden allerede er under pres af især de mange flygtninge, mener FTF.